epo-555: Dexter Fox

epo-555
Dexter Fox

epo-555: Dexter Fox

GAFFA

CD / Crunchy Frog
Udgivelse D. 13.09.2004
Anmeldt af
Jeppe Krogsgaard Christensen

Hvis dansk rock var et rosenbed, ville det stå i fuldt flor for øjeblikket. Skønnere end nogensinde. For aldrig før er så mange farverige bands skudt op af vor kommunegrå virkelighed. Og det seneste eksempel på den glædelige udvikling er epo-555. Med afsæt i perlende pop, brusende rock, smægtende alt. country og naivistisk electronica er det lykkedes den københavnske kvartet at tilvejebringe 13 skæringer, som på én og samme tid virker friske og velkendte. Mest forunderligt blomstrer Le Beat’s On Fire, der med sin støvregnsfine melodilinje genkalder Lightning Seeds, og Sophia, som i kraft af sin sølvglimtende guitarfigur havde pyntet på ethvert Electronic-album. Men det uhørt melodiøse udspil gemmer imidlertid også på en enkelt børnesygdom. Albummet er nemlig en anelse for langt, og man kunne med fordel have udeladt to eller tre skæringer. Det havde ladt et stærkere udtryk tilbage. Men det ændrer nu ikke ved det faktum, at det første udspil fra epo-555 er en dejlig rose i et vidunderligt bed.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA