x
Karen: Ingen Smalle Steder

Karen
Ingen Smalle Steder

Karen: Ingen Smalle Steder

GAFFA

Album / Tophund
Udgivelse D. 30.08.2004
Anmeldt af
Christian Grubert

Karen er i øjeblikket lidt Palle Alene I Verden. Som den eneste kvindelige r&b-repræsentant med en plade på gaden har hun mangt og meget hvilende på sine spinkle skuldre. Derfor var førstesinglen fra albummet, Ballerina, også en lille skuffelse, der ikke for alvor viste, hvad Karen indeholder. Og desværre starter Ingen Smalle Steder også ud sådan. Heldigvis bliver der midt på albummet for alvor skruet op for intensiteten. Det dragende og fantastisk fængslende Undtagelsen er på alle måder musik og tekst i en perfekt og stærk enhed. På én gang let, elegant og svævende som en stor hårdtslående klippeblok truer sangen kærligt én til at indordne sig og bare sige ja. Hvis det ikke bliver en single, så vil Playground ikke sælge plader! I Nat Er Vi er vel nærmest er pt. 1 af Lucy PearlsDon’t Mess With My Man. Det kombinerer igen flot Karens teksttalent og det, producer Vagn Luv for alvor kan ... umiddelbart letbenede, men alligevel ikke, konsekvent fængende swingende r&b-lyd-collager. Det intime Ønsket fortsætter stimen. På én gang enkel og kompleks. Og så Nede Med Ham, der fuldender organismen. Tilbagelænet, i fuld kontrol, simpelt fængende, og med Karens symfoni af ord forsigtigt i centrum. Det virker som om, duoen på netop de fire numre ikke koncentrerer sig om at lave noget, der lyder oppe i tiden, og i stedet ender med noget tidløst. Det er dog også her Ingen Smalle Steder knækker. Når ønsket om at være fremme i stiletten styrer og overstyrer. Karen er ikke gospelsanger, og Karen er ikke Brandy, Missy, Aaliyah eller Kelis. Karen er ikke hård! Når hun indser det og finder fred med det, så bliver hun for alvor én, BMG vil tude over, at man slap! Anse 4-tallet for et 4,5 tilsat et håb for fremtiden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA