Peter Sommer: På Den Anden Side

Peter Sommer
På Den Anden Side

Peter Sommer: På Den Anden Side

GAFFA

CD / BMG
Udgivelse D. 11.10.2004
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Sanger og sangskriver Peter Sommer har tilført det danske sprog talrige finurligheder i duoen Superjeg, som han nu har taget en pause fra med På Den Anden Side. Peter Sommer er hovedkraften bag Superjeg, og albummet lyder da også ganske meget som et udspil fra Superjeg. Den store forskel skal findes i, at Peter Sommer har fået Henrik Balling (eks-Gangway) med som producer. Det er der kommet et homogent og strømlinet album ud af, der lyder flottere end Superjegs to udgivelser, men uden Nikolaj Nørlunds skrabede og humpende produktion, der står sig fortrinligt til Peter Sommers gennemsigtige sange.
Men til gengæld er Peter Sommers vokal en stadig større fornøjelse at lytte til. Hans forsigtige betoning af ordene skaber et forunderligt sangunivers. Kombineret med undrende og nysgerrige sangtekster er På Den Anden Side et album, der indfanger den absloutte lyd af fravær og længsel, som den formuleres vest for Valby Bakke. Vi er altså i den melankolske afdeling, men hos Peter Sommer bliver det nu aldrig til klynk, fordi han forstår at dreje sangen en halv omgang.
Det er da også i de mest eftertænksomme øjeblikke, at Peter Sommer rammer plet, som i den velklingende Valby Bakke, der leger med sprogets virkemidler. Smukt kan det næsten kun blive, når man tager Lise Westzynthius med på en drømmende sang som Vand Ved Siden Af, og vi får tilmed et fastfrossent poetisk øjeblik a la Olesen-Olesen i Tigger. At der så bliver leget Gangway på Chris Og Tania, kan tilgives.
På Den Anden Side er en meget personlig Peter Sommer, der med stor finesse løfter den danske sangs uanede muligheder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA