Drengene Fra Angora: Drengene Fra Angora

Drengene Fra Angora
Drengene Fra Angora

Drengene Fra Angora: Drengene Fra Angora

GAFFA

CD / Playground Music
Udgivelse D. 18.10.2004
Anmeldt af
Erik Barkman Petersen

Umiddelbart kan Drengene Fra Angora ligne en overflødig udgivelse. Stort set alle sangene på albummet har eller vil kunne opleves i fjernsynet, og bagefter ligger de til fri afbenyttelse på Drengenes hjemmeside. Omvendt: Som kendere vil vide, hører sangene til blandt det absurde TV-shows mest gennemarbejdede elementer. Man fornemmer altid en gedigen musikalsk tæft bag, og det gør dem til andet og mere end sketches med indlagt musik.
I det hele taget trækker musikken en stor del af læsset på Drengene Fra Angora. Isoleret set er Drengenes tekster spøjse, men de kalder snarere på det skæve smil end den højlydte latter. Det er i mødet med en gennemtænkt musikalsk iscenesættelse, komikken bliver stor. Tag bare Gummi – Nej Tak! Her leverer Drengene en rammende parodi på selvhøjtidelig nu metal a la Linkin Park og Evanescence – og kobler den så sammen med en helhjertet hyldest til pessaret. Tilsvarende i Har Jeg Bildæk?, hvor patetisk post-grunge bruges til at formidle forsangerens bekymring for sit mave-omfang. Og den Nik & Jay-agtige Kun Minderne Tilbage om dengang i ”’98 for fanden”, hvor alt var ”fryd og fucking gammen” på højskolen.
Listen fortsætter, men der er ingen grund til at tage den fra en ende af. Drengene Fra Angora holder et fint niveau hele vejen igennem, og talentfulde producere som Thomas Troelsen og Chief 1 løfter helheden mærkbart. Man kan stille spørgsmålstegn ved holdbarheden, for genre-parodierne vil utvivlsomt blive bedagede med tiden. Men lige nu og lige her er Drengene Fra Angora sataneme sjov.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA