x
Opiate: Lille Vega, København

Opiate, Lille Vega, København

Opiate: Lille Vega, København

Anmeldt af Morten Sternberg | GAFFA

Den elektroniske musiks akilleshæl har alle dage været koncerten. Hvor selv det mest middelmådige rockband kan hive succesen hjem ved at smide rundt med instrumenterne, eller blot fyre en guitarsolo af, har synthen-spilleren det sværere. Og laptoppens indtog på den elektroniske scene har bestemt ikke gjort det lettere. Det kan faktisk være svært at afgøre, om manden bag skærmen spiller musik, tjekker sin mail, eller kæmper med en syvkabale, som nægter at gå op.

Forskellige elektroniske acts har gennem årene taget konsekvensen af dette på forskellig vis. Kraftwerk medbringer et gigantisk multimedieshow, Depeche Mode lader sangeren Dave Gahan være fokuspunkt, og Bjørn Svin smider hæmningerne og giver den som elektronisk hofnar på speed. Tilbage står en stor gruppe kunstnere, som har det til fælles, at de muligvis laver fantastisk musik, men absolut intet ekstra har at byde på live. Under denne kategori falder desværre Opiate.

Som en del af det glimrende initiativ Nordic Music Days havde laptop-ekvilibristerne lørdag aften indtaget Lille Vega. Dette gav naturligt nok ikke var så meget tid til hver kunstner, men gjorde de musikalske udtryk varierede – på godt og ondt.

Opiate havde som det næstsidste programpunkt ikke bare førstnævnte problemer at slås med, men også et publikum, som for ca. en tredjedels vedkommende ikke var kommet for at få udvidet deres elektroniske musikhorisont, men blot ventede på, at den mærkelige musik stoppede og natklubben åbnede. Synd for både dem og Opiate, og meget respektløst og uprofessionelt af arrangører og Vega, at en sådan situation ikke kunne undgås.
Der er naturligt nok altid store forventninger til, hvad Opiate, som en af de fremmeste udøvere af elektronisk musik herhjemme, spiller af nyt materiale. Og på dette punkt skuffede Opiate bestemt ikke. Tre forholdsvis korte kompositioner som havde det til fælles, at de med deres frostklare friskhed matchede vejret uden for Lille Vega. Specielt det første track kunne let bruges som soundtrack til én lang panorering over et sneklædt landskab. Nummeret fik umærkeligt lov til at udvikle sig i sit eget tempo, og efterhånden, som den musikalske palet blev taget i brug, blev lydbilledet mere nuanceret. Til slut oplevedes et møde mellem jazzede basgange, drum’n’bass-trommer og knitrende gnister fra et elektronisk lejrbål.

I komposition nummer to afsøgte Opiate spændfeltet mellem en musikalsk struktur, så simpel at den synes at kunne sprænges hvert øjeblik det skulle være, og hvor langt man kan presse denne, uden at det sker. Filtre og effekter blev voldsomt kastet ind i spillet og nænsomt fjernet, før det hele ødelagdes.
Det var desværre mere, end man kunne sige om Anders Elberlings tilhørende videokunst. Det spinkle musikalske udtryk blev nærmest modarbejdet af den spraglede billedside. Dette kunne naturligvis sagtens være en pointe, men det virkede bestemt ikke sådan. Det var synd, at man blev nødt til at abstrahere fra den visuelle side for at få det bedste ud af nummerets langsomt voksende nuancer.

Til slut satte Opiate tempoet ned. Tunge slæbende basgange, en desillusioneret blues-vokal og en smule klarinet satte et passende punktum for en kort, men musikalsk fin koncert. Og beskrev i øvrigt godt den ærgerlige følelse, man sad tilbage med som publikum. For hvorfor er det lige, at man skal bevæge sig ud i frostvejr og tilbringe en aften sammen med musik, man i virkeligheden ville få betydeligt mere ud af at høre i et par hovedtelefoner?

Opiate, og en stor del af den elektroniske scene, bør stille sig selv spørgsmålet om, hvad koncerten som medie kan bidrage med til deres musik. Uden overvejelser omkring dette vil den elektroniske koncert indtage en stadig mere perifær rolle i det musikalske landskab. En rolle, som musikken bestemt ikke fortjener.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA