x
Kreidler: Eve Future Recall

Kreidler
Eve Future Recall

Kreidler: Eve Future Recall

GAFFA

Album / Wonder
Udgivelse D. 20.12.2004
Anmeldt af
Jakob Rosenbak

Kreidlers selvbetitlede album fra 2000 viste tyskerne som lettere trætte og usikre på deres musikalske retning efter Stefan Schneiders flugt til To Rococo Rot. På Eve Future Recall har de heldigvis genfundet fokus og tilmed videreudviklet den post-rock, der i 90'erne vandt dem en plads i den alternative musikscenes førerfelt. Kreidler anno 2004 er meget inspireret af klassisk musik – en inspiration, der har gjort sig gældende siden 2002's Eve Future-minialbum, der er opkaldt efter Auguste Villiers de L'Isle-Adams roman. Dette nye album indeholder en sensuel fransk pigestemme, der præger tracket Von Valerie, men ellers er skiven uden vokal og ledt af instrumenter som klokkespil, strygere, piano og pauker. Det gør det svært at høre, hvad Kreidlers rolle reelt er i lydbilledet. Numrene har dog spor af deres traditionelt repetitive forløb, og det lyder flere gange som om, et symfoni-orkester fortolker trioens post-rock. Eve Future Recall er flot, forførende vellyd, der viser, at Kreidler er på vej tilbage mod topform.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA