x
The Frames: Loppen, København

The Frames, Loppen, København

The Frames: Loppen, København

Anmeldt af John Fogde | GAFFA

De irske favoritter var på hjemmebane

The Frames viste musikalsk entusiasme blandet med gode sange, hvilket kombineret førte til en stor koncertoplevelse.

Er der noget bedre end glade musikere, der morer sig kosteligt på en scene, samtidig med at de spiller sange om ulykkelig kærlighed med et engageret publikum som kor? Det er i hvert fald svært at forestille sig, når man har set irske The Frames spille en medrivende og utroligt underholdende koncert for et publikum, der åd hvert et ord og hver en strofe råt.

I 2000 udgav The Frames pladen ”For The Birds”, der efter ti år løftede dem fra at være et undergrundsband til et af Irlands mest populære navne. Deres plader går nu platin i hjemlandet, hvor de også har været hovednavn på de største festivaler. Senest er udkommet den fantastiske ”Burn The Maps”, hvor sanger og sangskriver Glen Hansard gang på gang viser sin evne til at skrive smukke og intense sange.

Smukke sange og smukke kvinder
Det var da også fra deres seneste plade vi fik flest sange fra i første halvdel af koncerten. Bandet lagde ud med ”Keepsake”, der som en del af bandets sange starter ganske svagt for langsomt at bygge op imod et støjinferno, og derefter slutte af som den begyndte. Sangen ”Caution To The Birds” fulgte, og derefter begyndte Hansard at snakke til et publikum, der i høj grad bestod af folk fra Irland. Han fortalte, at de havde brugt to dage i København inden koncerten, og at der var opstået enighed om, at det er her verdens smukkeste kvinder bor. Hansard rundede af med at sige: ”A lot of our Irish friends came over here and never went home again... we’re hoping that’ll happen to us as well”, for derefter at gå over i ”Dream Awake”.

Skulle man være i tvivl om, at bandet har oparbejdet mange års erfaring som liveband, blev det her ganske tydeligt. Uden mere end et blik mod publikum kunne bandet ved at sænke lydniveauet få hele lokalet til at synge med, hvilket de gjorde uden større problemer et par gange i løbet af aftenen. Bandets evner blev yderligere understreget i en intens og energisk version af ”Finally”, der markerede overgangen fra nyt materiale til en stribe af populære sange fra tidligere plader. ”Lay Me Down” var en klar favorit blandt publikum, og det samme var ”Pavement Tune”, der til sidst ganske overraskende gik over i en snas af sangen ”Amerika” med Rammstein.

Carrie og Cash
Indimellem fortalte Hansard nogle ret morsomme historier om drukture og ekskærester, og sangen ”Sideways Down” blev indledt med en lang historie om, at sangen var skrevet på tre minutter foran TV’et. Inspirationen var kommet, fordi han foretrak det, da Carrie og Aidan var kærester, og han syntes aldrig hun skulle have droppet ham for Mr. Big. Men at det trods alt var godt, at hun havde mødt Aidan i sæson seks med sin nye søn (en historie der primært gav mening, hvis man var bekendt med serien ”Sex & The City”). Den slags vækker altid jubel, og det gjorde det naturligvis også, da ”Fake” – muligvis den bedste sang på ”Burn The Maps” – til slut gik over i en lidt specielt version af ”Ring Of Fire”.

Koncerten blev efter omkring en time rundet af med ”Star Star”, der var endnu en fanfavorit, som udløste spontan fællessang. Men knap var bandet gået af, scenen før ordenen ”One more tune” gjaldede gennem lokalet. Det blev til fire ekstranumre, men først kom der en tak til lysdamen, der havde knoklet for at ændre lysopsætningen til bandets behov (”We strolled over from our limousine and said, ”The lights are all wrong – we need more blue and orange” and four hours later the lights fitted our artistic needs”), og der kom også en tak til det massive opbud af landsmand, der imodsætning til ved andre koncerter her havde opført sig eksemplarisk (”Jeez were fuckin’ deadly!”).

Ekstranumrene bød på mere fællessang, og under sidste nummer blev der smidt et irsk flag på scenen, som Hansard svøbte sig i, mens han afsluttede sangen ”Dance The Devil Into His Hole”. På den måde fik vi rundet en utrolig medrivende og til tider ganske morsom koncert af. The Frames har både på deres seneste plade og i deres omfattende bagkatalog en lang række sange, der både er smukke og intense, og selvom der ikke er noget nyskabende i at bruge store skift i dynamik, så virker det alligevel efter hensigten. De er et fortrinligt liveband, hvis store erfaring var meget tydelig aftenen igennem, og kombinationen af musikalsk entusiasme, gode sange, morsomme historier og et publikum, der var engageret hele vejen igennem, gjorde koncerten til en stor oplevelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA