Melk: Sports

Melk
Sports

Melk: Sports

GAFFA

CD / Statler & Waldorf
Udgivelse D. 04.04.2005
Anmeldt af
Jakob Rosenbak

At dømme efter friske navne som Bikstok Røgsystem, Djosos Krost og Melk er der på det seneste gået totalt Jamaica i den danske urban-undergrund. Traditionel dub er således fremtrædende i fundamentet til Melks debutalbum Sports, der også byder på et sundt skud hiphop. Bag Melk, der har hjemme på det forholdsvis nye danske label Statler & Waldorf, står producerne Rasmus Møbius og Anders Christophersen. De har til pladen hentet hjælp fra et hold gæster inklusive MC Gisli, som tidligere har arbejdet med Lex Records' Prince Po, MC Context fra Nobody Beats The Beats, vokalisten Tuco fra Bahamas, den lidt Nicolette-agtige sangerinde Ane Trolle samt en hvis hr. Tue Track (Malk de Koijn m.fl.), der står for scratch. Sports er glimrende produceret med fine skæve elektroniske finesser samt delikate organiske instrument-klange, og på trods af enkelte anonyme numre er der masser af spændende, varme toner på skiven, der rammer ørerne som en af de mest interessante danske debutplader gennem de sidste par år takket være numre som det fantastiske, super-funky Barry.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA