x
Smog: VoxHall, Århus

Smog, VoxHall, Århus

Smog: VoxHall, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Billede: Martin Dam Kristensen

Det var noget af en kontrast. En af sommerens indtil videre varmeste dage med op til 28 grader blev lukket med amerikanske Smogs koncert på VoxHall - i øvrigt angiveligt den første i Århus. Et band, der er kendt for poetiske, yderst melankolske og eftertænksomme, ofte triste, men også lejlighedsvis underspillet humoristiske og/eller optimistiske numre, leveret af den amerikanske sanger og sangskriver Bill Callahan og hans forskellige, skiftende hjælpere, som tilsammen er Smog. Og som har hele 12 album på samvittigheden under dét navn.

Callahan er med andre ord ikke ligefrem nogen humørbombe - bortset fra enkelte små detonationer, når han for eksempel kalder et album ”Dongs Of Sevotion” eller en sang ”Dress Sexy At My Funeral”. Stemningen blandt de cirka 100, trods alt sommerligt klædte fremmødte blev da også hurtig andægtig, da Callahan på den akustiske guitar (i øvrigt næsten helt oppe om halsen på ham) og hans tre musikere på henholdsvis elektrisk guitar, bas og trommer indfandt sig og åbnede med sangen ”Say Valley Maker” fra Smogs nye album ”A River Ain't Too Much To Love”. Stort set uden at fortrække en mine og uden at bevæge sig mere end absolut nødvendigt for at kunne placere tonerne og akkorderne de rigtige steder i den smukke, lavmælte, akustisk baserede sang. Dét gjorde de til gengæld til UG, så næsten hver tone og Callahans dybe, intense sangforedrag stod krystalklart i lydbilledet. Mod slutningen kom der dog lidt mere fut i de musicerende, og ikke mindst den moustachebærende trommeslager Jim White - også kendt fra det fine australske instrumentalband Dirty Three - markerede sig med stærkt spil, der gik fra det nænsomt antydende til det temperamentsfulde, med udtryksfuld brug af tammerne.

De triste toner udløste begejstring i salen, hvilket dog ikke medførte nogen synlig reaktion hos hverken Callahan eller resten af bandet, der fortsatte i samme musikalske stil med en del numre fra det nye album og ellers træffende punktnedslag i det fyldige bagkatalog. For eksempel i ”Bloodflow”, hvor der kom lidt mere forvrænger på guitaren, ikke mindst i den lange, repetitive outro. Enkelte gange fik Callahan mumlet et ”thank you” til publikum, mens ellers foregik stort set al kommunikation via hans stærke sange. En publikummer fik dog hevet Callahan ud af hans parallelunivers ved at råbe ”Play fucking louder”, hvilket medførte et bittersødt svar: ”Here's my response” - og så kom der endnu en stille sang, ”Blood Red Bird”, der dog afstedkom små jordrystelser undervejs. Og mod slutningen af sættet var Callahan åbenbart kommet i så højt humør, at han kastede sig ud i ligefrem at bevæge benene i noget, der lignede knæbøjninger. Absolut det visuelle intensitetshøjdepunkt denne aften, hvor lyset var lige så minimalistisk som bandets mimik - seks hvide, ubevægelige spots fra oven blev det til.

Med andre ord en aften med fokus på sangene, og intet andet. Og dét kunne Callahans numre sagtens bære, selv om monotonien efter halvanden times sadcore så småt var ved at tage tilløb i kulissen. Og så kunne det da have været sjovt lige at se facaden krakelere et par gange mere på Bill Callahan. Til sammenligning fremstår Buster Keaton jo som en ren Dirch Passer.

Smog spiller mandag 11. juli på Loppen i København


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA