x
Morgan Heritage: Full Circle

Morgan Heritage
Full Circle

Morgan Heritage: Full Circle

GAFFA

Album / VP Records
Udgivelse D. 19.07.2005
Anmeldt af
Henrik Bæk

Med Morgan Heritages sjette studiealbum på VP Records er de fem musikalske søskende efter den gamle reggaesanger Denroy Morgan vendt tilbage i fin form. Gruppen, der i reggaekredse er kendt under navnet "The Royal Family Of Reggae", er måske et af verdens bedste live-reggae-bands og har med en række glimrende album vundet en stor fanskare såvel på som udenfor Jamaica, hvor numre som Down By The River og Don't Haffi Dread hører til blandt gruppens største hits. Full Circle har været længe undervejs siden gruppen i foråret 2003 udsendte Three In One og indeholder i cd-udgaven 17 numre – på vinyl dog kun 12. Numre som Hail Up The Lion (Uncomfortable), Hail Rastafari og U've Got Me har længe været kendt af reggaepublikummet, idet de alle tre sidste år blev udsendt på single og forøvrigt har ligget højt placeret på alverdens reggae-hitlister. Resten af numrene er nye, og her er lidt for enhver musikalsk smag. Fælles for dem alle er dog, at de fremføres 100% professionelt af en gruppe, der i den grad "kan deres kram" og på mange måder er atypiske i reggae-sammenhæng. Fokus er lagt på de solide reggae-rytmer, men der bydes også på et par musikalske afstikkere til r&b i det rolige laid back-nummer Enough Is Enough, stille ballader i I'm Coming Home suverænt fremført af gruppens keyboardspiller Peter "Cramps", hiphop/raggamuffin i Girlz Party samt ska/rock i det medrivende Gangsta Groupie.
Og så er der alle vennerne: Bushman, Damion "Junior Gong" Marley, Cobra, Sizzla, Bounty Killer og familiemedlemmerne LMS, der alle medvirker på dette fine album. Full Circle er et album gennemsyret af et usædvanligt højt musikalsk niveau og en veloplagt alsidighed, der blot markerer Morgan Heritages plads på tronen som The Royal Family Of Reggae.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA