x
Death From Above 1979: Øyafestivalen, Oslo

Death From Above 1979, Øyafestivalen, Oslo

Death From Above 1979: Øyafestivalen, Oslo

Anmeldt af Niels Pugholm | GAFFA

Billede: Niels Pugholm

Da jeg hørte, at bandet var en canadisk duo, blev mine tanker umiddelbart henledt på rød uniformerede Park Rangers, ahornblade og vildlaks. Men jeg skulle erfare, at Canada er mere end udstrakte skovområder, lumber jacks og kronisk efterår. Canada har inden for de seneste år præsenteret bands som The Arcade Fire, The Dears og nu Death From Above 1979. En canadisk duo, der er alt andet end sirup og ahornblade. Det er rock fra den gamle skole i femte potens.

Duoen består af Sebastian Grainger (trommer/vokal) og Jesse F. Keeler (bas/synth), og stilen er rock af den gamle skole, med elementer af Led Zeppelin og AC/DC, bare mere skrabet, skramlet og skræmmende. ”Noise rock” er deres egen betegnelse.

Det var et imponerende lydbillede, duoen kunne skabe.
Sebastian Grainger mørbankede trommerne, mens han sang med sin metalliske ”high pitch”-stemme. Jesse F. Keeler var en travl mand på scenen. Han styrede både bassen, tre synthezisere, backingvokalen og publikum. Alt sammen havde han i sin hule hånd.
Bassen brugte han nærmest som guitar. De tre synthsizeres toner blev bevaret ved, at J. F. Keeler tapede bestemte tangenter fast med gaffatape og lagde derved en monoton synthbund under den skramlede overflade. Desuden understøttede han Sebastian Graingers sang gennem en speak box, der gjorde helheden mere rå.

J. F. Keeler tryllebandt publikum ved at være en testosteron-bombe af energi på scenen, mens S. Grainger fortalte røverhistorier og præsenterede sangene mellem numrene. Det er ikke uden grund, at flere fremtrædende anmeldere og musikmagasiner har kåret Death From Above 1979 til et af Canadas bedste livebands. Der var knald på fra start til slut.

Når man har skrabet musikken, og kun har bandets hjerte tilbage, i form af tromme og bas, kunne man forstille sig, at det bliver utroligt tungt og dybt. Men det er ikke tilfældet, når instrumenterne er i hænderne på Death From Above 1979. De fik det til at være let og flydende på deres hårde, skramlede og rockede facon.

Da jeg gik fra koncerten var jeg dybt imponeret og gik på udkig efter deres cd ”You're A Woman, I'm A Machine”, en potent skive, som på det varmeste kan anbefales til det rockelskende folk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA