Billede: Martin Dam Kristensen

Da Mew gik på scenen i et udsolgt Scandinavian Congress Center kl. 22, var det et forventningsfuldt publikum, der stod klar til at tage imod. Kvartetten var netop hjemvendt fra turné i Skandinavien og virkede tilfredse med igen at være på hjemmebane. Og publikum fik hvad de kom efter. En intens og koncentreret koncert, hvor Mew leverede otte numre fra deres aktuelle album, samt det bedste fra bagkataloget. Inden det blev Mews tur var der dog to andre aktører på banen som opvarmning.

Press Play On Tape
Aftenen startede med et temmelig underholdende indslag i form af konceptbandet Press Play On Tape, der spiller melodier fra gamle commodore 64 spil i egne arrangementer. Titler som ”Outrun” og ”Monkey Island” lyder sikkert som skøn nostalgi hos dem, der var drenge i 80’erne. Et logisk covernummer i form af forbillederne Kraftwerks ”Das Model” blev det da også til. Musikken var præget af en fyldig guitarlyd, der desværre mudrede meget og ikke levnede plads til detaljerne fra de to keyboards. Bandet leverede vel selv den bedste karakteristik, med udtalelsen ”vi er Danmarks vildeste konceptband – nørdernes svar på Nik & Jay”. Computerdrengene var et meget charmerende bekendtskab, med en klar målgruppe. (***)

Blue Foundation
Blue Foundation, har turneret som support for Mew på det seneste, og udløste stor jubel, da de entrerede scenen. Musikkollektivet fik vist hele repertoiret, fra ambiente lydflader bag MC Jabbers recitation, over sfærisk skønsang ved en tiljublet Kirstine Stubbe Teglbjærg, til rockudladning i ren Moby-stil. Hittet ”End Of The Day (Silence)” var ikke overraskende højdepunktet for en optræden, der fik vist Blue Foundations alsidighed, men som aldrig rigtig blev nærværende. Måske de kompetente folk bare er bedst, når fokus er rettet mod dem og de ikke skal spille 2. violin som i aften. (***)

Efter en mindre kor-intro gik Mew på scenen og åbnede ballet som på de to første skæringer på det nye album ”Mew and the Glass Handed Kites”. Det udløste en interessant forventning om, at Mew ville spille hele albummet ud i et, hvilket dog ikke viste sig at være tilfældet. Aftenens taktik var tværtimod at præsentere de nye numre mere individuelt uden for den helhed, der er konceptet på albummet. Det lykkedes gnidningsfrit hele vejen igennem.

”The Zookeeper’s Boy” indeholder måske Mews mest poppede omkvæd til dato, men hvor er det dog berusende, når det sætter ind. Især i slutningen, hvor det fabelagtigt konstruerede ”Are you, my lady”-kor står helt nøgent og fylder rummet. Blandt højdepunkterne var også den glimrende ”Special”, med dets elegante, rytmiske modstykker, på kanten til endnu et storslået refræn, med en velsyngende Jonas Bjerre på toppen.

Mew spillede generelt sikkert og tight, og det var dejligt at høre, hvordan sikre hits som ”Am I Wry? No” og ”156” var blevet ændret en smule hist og her, med tilføjelse af nye formled og ændret rækkefølge på de eksisterende dele. Mew virker, som altid, som et band der hviler i troen på egne evner og foretager sig, hvad de lyster af kunstneriske valg. Den selvtillid klæder dem.

Mews koncerter er unikke, grundet det skiftende indhold projiceret på bagtæppet. Hvis man på forhånd var skeptisk over udsigten til en billedside, der ville fjerne fokus fra musikken, var det uden grund. Jonas Bjerres billeder er tilpas abstrakte og flygtige til netop ikke at diktere, hvilke associationer musikken skaber hos tilhørerne. Istedet bidrager de til den fulde oplevelse af en Mew-koncert, der er meget mere end blot musik og nærmer sig Gesamtkunstwerk i et sandt bombardement af sanserne.

På nogenlunde samme måde kan bandet beskrives. Holdet var stjernen og de individuelle udfoldelser indlagt i kompositionernes udformelse. Der var derfor ikke nogen i kvartetten, der for alvor skilte sig ud denne aften. Silas Graae var som altid den stabile, men elegante bagvedliggende kraft, og Jonas Bjerre sang op til det høje niveau fra Mews album. Til gengæld virkede Bo Madsens spil ikke helt på toppen, uden at det dog var graverende på nogen måde. Lyden i rummet var heller ikke helt perfekt, og detaljerne fra de velproducerede album var ikke at finde. Til gengæld var de erstattet af en rå kraft og udtryksfuld ærlighed, som repræsentant for en mere nærværende side af Mews univers.

Koncerten blev afsluttet med en danmarkspremiere i livesammenhæng, på ”Louisa Louisa”, en smukt udført ballade, hvor Jonas Bjerre afslutningvis, nærmest desperat, sang stroferne ”Stay with me, don’t want to be alone”, mens resten af bandet én efter én alligevel forlod scenen. Publikum blev dog hængende og bandet vendte efterfølgende også tilbage for at spille ekstranumre. Blandt disse dommedagshymnen ”Apocalypso”, der effektfuldt afsluttede en glimrende koncert, der satte en tyk streg under Mews særegne position på den danske og i stigende grad internationale musikscene. Der er ingen som Mew.