x
Tosca: Train, Århus

Tosca, Train, Århus

Tosca: Train, Århus

Anmeldt af Thomas Borre | GAFFA

Billede: Morten Rygaard

Det var lidt af et scoop, at klub-arrangør René Kirkegaard lokkede østrigske Tosca til at lægge turen forbi den jyske hovedstad i går aftes. Tosca består af Rupert Huber og Richard Dorfmeister, og sidstnævnte spillede en central rolle i duoen Kruder & Dorfmeister, som især i midten af 1990erne var med til at definere en helt særlig form for tilbagelænet og organisk electronica. I nostalgiens hellige navn måtte jeg bare se og høre giraffen. Og skæbnen ville, at det blev med anmelder-briller på.

Affekteret kakofoni
Aftens første indslag kunne vi godt have været foruden. En affekteret Rupert Huber indtog – sortklædt og tilknappet – scenen ca. 20.15. Under armen havde han en stak noder, hvilket skulle vise sig primært at være et visuelt stunt. I hvert fald var det ikke nogen, han kiggede på under den ca. 40 minutter lange musikalske manchet. Efter et dirigentværdigt buk satte han sig selvhøjtideligt til sit Rhodes (elektrisk piano) og begyndte at spille. Det var hverken imponerende virtuost eller fængslende minimalistisk. Der var nærmere tale om en lidt hjælpeløs og malplaceret musikalsk kakofoni spundet over samme opskrift som f.eks. nummeret Slow Hell fra Dehli 9. På pladen fungerer den simple melankolske komposition udmærket, men på Train med et dansevilligt publikum foran sig var der virkelig tale om en misforståelse.

Det var også helt tydeligt, at det ikke lige var det, Århus havde regnet med, og i stedet for at stimle sammen ved scenens kant begyndte folk at småsnakke eller gå i baren. Desperationen begyndte at melde sig i flere koncertgængernes ansigter.

Effektiv danse-bamse
Det var derfor befriende, da hr. Dorfmeister entrerede scenen sammen med mc’eren Sugar b. og hvis Hubers indledende showcase skal retfærdiggøres, så må det siges, at kontrasten om ikke andet var særdeles effektiv! Dorfmeister tog plads bag pladespillerne, og da Chocolate Elvis i det fantastiske Boozoo Bajou-remix røg på stålhjulet, blev potentiel fiasko til en befriende forløsning. Herefter stod den på en ordentlig omgang bagkatalog fra det toscanske drømmeland, og mc’eren Sugar b. var et herligt uprætentiøst indslag. Han toastede på bedste vis og dansede flittigt på trods af en temmelig høj kropsvolume. Han drejede flittigt på delay-maskinen, og de vokale bidrag fra den runde danse-bamse havde mere karakter af lydeffekter end en egentlig vokal.

Dorfmeister satte langsomt og elegant tempoet op – bl.a. med numrene Rolf Royce og Wonderfull. På dette tidspunkt havde mc’eren Earl Zinger også indtaget scenen. Efter en god times tid begyndte det så at gå lidt galt. Dorfmeister smed lidt for mange ligegyldige 1990'er-ramte "techno"-plader på, og mc’erne løb også indimellem tør for improvisatorisk fantasifuldhed, hvilket afstedkom lidt for mange unødvendige gentagelser.

Havregryn og kaviar
Man må dog give Tosca at de – med indpiskende mc-support – formåede at tage det meste af det fremmødte publikum med på deres eskalerende og ofte retro-agtige dansetrip, som visuelt blev forstærket af en 7x3 meter stor buet skærm med videoloops kreeret af Fritz Fitzke. Musikalsk blev det igen mere interessant mod slutningen, og det dubbede up-tempo track Gute Laune bidrog for alvor til at genvinde min opmærksomhed. Men der var løbet ved at være kørt. Omkring midnat var festen forbi – i hvert fald på Train. Jeg havde set giraffen, men var ikke for alvor imponeret, og det ærgrer mig en smule, at der var lidt for meget havregryn og lidt for lidt kaviar på den Toscanske menu.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA