x
Clawfinger: Hate Yourself With Style

Clawfinger
Hate Yourself With Style

Clawfinger: Hate Yourself With Style

GAFFA

Album / Nuclear Blast
Udgivelse D. 13.12.2005
Anmeldt af
Keld Rud

Nyeste album fra det svensk-norske metalrap-crew Clawfinger er samtidig det første, bandet udgiver på det tyske metallabel Nuclear Blast. Et skift, der indikerer, at Clawfingers udgivelser ikke længere går som varmt brød. På Hate Yourself With Style kradser den kunstneriske krise da også. De to stærkeste numre er titelnummeret og Right To Rape, der angriber, at kvinder ofte bliver tillagt en del af skylden, når de har været ofre for voldtægt. Begge sange har udmærkede, fængende hooklines og gode, solide betonriff. Bortset fra de to numre er der ikke det store at komme efter. De resterende ni sange svæver mellem det jævne, men acceptable som for eksempel Without A Case og God Is Dead. Og det direkte pinlige og rædselsfulde som åbningsnummeret The Faggot In You, der på sin egen lettere klodsede måde agiterer mod homofobi. På Hate Yourself With Style lufter Clawfinger endnu en gang deres meget kontante meninger, og til tider er deres pointer overraskende skarpe. Gid det blev matchet af noget musikalsk gods.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA