Aqua
Aquarius

Aqua: Aquarius

GAFFA

CD / Universal Music
Udgivelse D. 21.03.2000
Anmeldt af
René Munk Thalund

Det er en gammelkendt joke i musikbranchen, at når et band har fået sit kommercielle gennembrud, er der råd til strygere på den næste plade.
Ligeså med Aqua, der allerede på singleforløberen Cartoon Heroes (der samtidig er åbningsnummeret på "Aquarius") rykkede ud med pauker, blæsere og hele det symfoniske kavaleri. Trods fornuftige forudsætninger kan undertegnede ikke umiddelbart afgøre, om strygerne er rigtige eller fake, men det er også ligegyldigt, for det lyder kanon.
Hele "Aquarius" er storslået (altså slået stort an) på denne måde, og den vil helt sikkert afføde et spektrum af reaktioner svarende til en klæg amerikansk musical, altså fra barnlig begejstring til dybfølt afsky.
Formatet er en slags cabaret med en velkomst, en række indslag og pænt farvel. Løjerne forsætter over Around the World med Gazebo-flygler (det var ham med I like Chopin fra ‘83) til kommerciel præcisions-skydning med Halloween (oplagt oktober-single i USA) og latin-liret på Cuba Libre (man hedder vel ikke Aqua uden at kunne ride med på en bølge?)
Jeg synes også, at gruppen med for eksempel We Belong to the Sea slipper bedre fra at lave sjælere end på debutpladen. Der vises oven i købet lidt respekt for moderen af skandinavisk musik-eksport, idet to numre er regulære Ulväus/Andersson-hyldester. Det gælder sangen Back from Mars som har klaverer løftet fra Dancing Queen og titel-sjæleren Aquarius som låner åbenlyst fra The Winner Takes It All.
Ligesom der kun er ændret ét bogstav i titlen fra debut’en "Aquarium", er der ikke ændret meget i formlen. Lene Nystrøm er mere teeny-nasal end nogensinde (hvordan gør hun det?) og René Dif kan stadig ikke synge, men er hensat til at grynte. Måske skulle han overveje at udskifte kokos-rommen fra Bounty-land med Vicks Blå og få den tudse ud af halsen én gang for alle?
Jeg mener dog stadig, at formlen fungerer, og ikke mindst er det velgørende at se originalerne give baghjul, undskyld buksevand, til alle de horrible medløbere (ingen nævnt, hurtigere glemt). Aqua har nemlig bevaret den afmålte, afvæbnende humor, og det format, slet og ret, som skiller dem fra plagiaterne.
Jeg sad dog flere gange under gennemlytningerne og ønskede, at d’herrer Rasted og Norreen oftere ville førsøge at lægge noget andet end det evindelige um-tchi-um-tchi eurodance-beat ovenpå de sprudlende arrangementer. Med lidt mere variation på dén front kunne Aquarius faktisk have været en fantastisk underholdningsplade. Den må nu “nøjes” med at være en glimrende fest-skive.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA