Anden: Soevnloes

Anden
Soevnloes

Anden: Soevnloes

GAFFA

CD / ArtPeople
Udgivelse D. 13.02.2006
Anmeldt af
Jesper Nykjær Knudsen

Det er som Stewart Stardust, Simon Spies, Terkel i knibe og selvfølgelig stand up-komikeren Anden, at de fleste kender Anders Matthesen. Men på Soevnloes genopliver han ungdommens passion for musikken og skruer tiden tilbage til slutningen af 80'erne, hvor han var DJ And og battlede på rim i The Human Beat Boys. At han siden har rundet de tredive, fornægter sig dog ikke i de skiftevis muntre og tænksomme tekster, der er albummets rygrad.
Det starter pågående med Spild Af Tid, der musikalsk hylder MC Einar og tekstligt gør op med aggressive attituder og selvoptagede idioter. Ellers er Soevnloes nu et ganske godmodigt album. En slags opdateret Østkyst Hustlers, hvor de lidt anonyme produktioner primært skal tjene som underlag for rimene. Desværre savner de ofte noget af den kant, der præger Andens komik. Tømmermændene på Glimt Af I Går og hormonerne på Lad Os Kneppe er noget klichéprægede, og singlen F.A.Q. har hitpotentiale med sin gæsteoptræden af Kirsten Siggaard, men dens opgør med trælse spørgsmål fremstår mere indebrændt end egentlig veloplagt.
Det er ikke tandløst, bare lidt jævnt. Især ved siden af højdepunktet, den otte minutter lange Mille J, hvor Anden fortæller røverhistorier fra ungdommen i forstaden og leverer én lang kæde af sjove pointer, gode detaljer og præcise tidsbilleder. Den slags kunne man godt have ønsket sig mere af. Nu må vi i stedet nøjes med en sympatisk og pletvist underholdende drengerøvsplade. Men netop en and som Matthesen kunne man godt have ventet sig mere af.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA