Juncker: Det Sorthvide Hotel

Juncker
Det Sorthvide Hotel

Juncker: Det Sorthvide Hotel

GAFFA

CD / ArtPeople
Udgivelse D. 27.03.2006
Anmeldt af
Jeppe Krogsgaard Christensen

At danske vers meget let falder over egne fødder, er ikke nogen hemmelighed. Derfor bør vi også prise os lykkelige for, at vi trods alt har sangskrivere som Christian Juncker, der på Snork City fra 2004 mindede os om, at modersmålet rent faktisk er både smukt og sangbart. Og samme funktion tjener hans nye sange, der har bevæget sig ud af forgængerens barndomserindringer og ind i ungdommens søgen efter rus, ståsted og kærlighed. En rastløs tid med ”svamp på skolen og ugler i mosen”, som det lyder med typisk billeddannende overskud i Flimmerbær. Nu er det jo bare sådan, at det er et album, Juncker har udgivet, og ikke en novellesamling, og det musikalske udtryk lader faktisk en del tilbage at ønske. Det ender nemlig lidt for ofte i en omgang frustrerende ordinær poprock, der ikke yder de fine fortællinger fuld retfærdighed. På det næste album fra Juncker er det voksenlivet, det gælder, og så må man bare håbe, han her iklæder sine historier en mere selvstændig klangdragt. Så kunne vi meget vel komme til at tale om et nyt, dansk mesterværk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA