Pink: I'm Not Dead

Pink
I'm Not Dead

Pink: I'm Not Dead

GAFFA

CD / Sony BMG
Udgivelse D. 03.04.2006
Anmeldt af
Jesper Nykjær Knudsen

”What happened to the dream of a girl president? / She’s dancing in the video next to 50 Cent”, synger Pink anklagende på Stupid Girls, der har roteret som single de sidste par måneder. Og den viltre 27-årige sangerinde vil da også gerne selv udgøre et alternativ til de trutmundede og semiafklædte linselus, der så længe har præget pigepoppen.
På coveret til sit fjerde album præsenterer Pink sig således med kort lyserødt hår og læberne formet i et højlydt huntigerbrøl. Men under den udfarende og frimodige attitude gemmer sig nu en pænt poleret poprock, som ikke vil få FM-båndet til at krølle. De fjorten sange er blevet til med hjælp fra så forskellige folk som hitfabrikanten Max Martin og folkduoen Indigo Girls, og det er knastfrit, men også udpræget midtsøgende håndværk. Pink afleverer flere behjertede pointer om genstridig kærlighed, forførerisk berømmelse og uforløst ungdom, men ligefrem overrumplende er det ikke. Og det åbne brev til præsident Bush, Dear Mr. President, er sikkert velment, men også banalt og letkøbt med linjer som ”how do you sleep, when the rest of us cry?”
Kvikke funkrytmer og tunge electrobeats finder lejlighedsvis ind i en musik, som ellers tegnes af brede guitarspor og svulstige omkvæd. Det er med andre ord musik strømlinet til store arenaer, som har hjemme et risikofrit sted mellem Anastacia og Avril Lavigne. Der er næppe tvivl om, at Pink mener det, hun laver, men vil hun tages alvorligt som den poprebel, hun tydeligvis opfatter sig selv som, bør hendes egen musik være det første mål for revolutionen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA