x
The Thing: The Scala, London

The Thing, The Scala, London

The Thing: The Scala, London

Anmeldt af Jakob Rosenbak | GAFFA

The Thing er ingen ordinær jazz-trio. Det kan godt være, at de tre medlemmer spiller på saxofon, kontrabas og trommer, men konstellationen læner sig kraftigt op ad garage-rocken, hvilket der kommer en helt speciel form for musik ud af. Det er således ingen tilfældighed, at et af gruppens album hedder "Garage", og det kan let spores i The Things frie udtryk, at trioens svenske saxofonist Mats Gustafsson er vokset op med smag for punk-rock.

The Thing, der foruden Gustafsson også tæller de to nordmænd Ingebrigt Håker Flaten på bas og Paal Nilssen-Love på trommer, er alle fænomenale musikere, hvilket springer én i såvel øjne som ører til denne koncert på The Scala i London. De spiller både aggressivt, tungt og med en fantasi og indlevelse få kan matche.

Gustafssons saxofon hyler og vræler som en stukken gris, og svenskeren ses oftest tømme lungerne ned i den med lukkede øjne. Fra tid til anden er der sådan et pres på hans udladninger, at en sky af mundvand skydes ud af instrumentet. Nilssen-Loves spil er varieret, opfindsomt og funky. Det samme gælder Ingebrigt Håker Flatens indsats, og han betjener både sin kontrabas med bue og fingrene. De to nordmænd frembringer sammen en interessant og vedkommende bund for Gustafssons saxofon, og man kan flere gange ligefrem headbange til deres output.

Koncerten er en kraftpræstation, der hurtigt får sveden til at pible frem hos de tre herrer på scenen. Som tilskuer er det en yderst intens oplevelse at se dem spille deres energiske garage-punk-jazz, som leveres i et kort, omtrent 30 minutter langt sæt. Blandt de spillede numre er coverversioner af Yeah Yeah Yeahs' "Art Star" og The Sonics-klassikeren "Have Love Will Travel", der dog oftest ikke er videre genkendelige, hvis man ser bort fra enkelte uddrag af deres melodier.

Som del af publikum kan man godt få en fornemmelse af, at de tre musikere fra tid til anden glider i hver sin retning, og at der ikke er nogen fælles plan for en sangs videre forløb. Inden man får bekræftet disse mistanker, konfronteres man dog altid med et stykke, hvor trioen sammen hamrer et super-tight arrangement af. Dette samspil mellem den enkelte musikers frihed og den forståelse og kontakt, der består mellem ham og hans kolleger, er jo ikke noget nyt inden for jazz og anden musik, men det er sgu stadig både imponerende og betagende at opleve, når en besætning på fornem vis glider ind og ud af sync med hinanden i koncert-sammenhæng, som det sker under The Things formidable sæt på denne onsdag.

The Thing er ikke just tømmermandsmusik – nærmere noget nær så langt fra, hvad et medtaget hoved har lyst til at høre, som muligt, men man kan jo håbe på, at Roskilde tager det i betragtning, når de sætter The Thing ind i tidsplanen for årets festival.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA