x
Motorpsycho: The Rock, København

Motorpsycho, The Rock, København

Motorpsycho: The Rock, København

Anmeldt af Martin Thimes Langballe | GAFFA

Billede: Morten Ensig Christensen

Det er måske en tilsnigelse at kalde Motorpsycho for Norges største rockband, men der er noget om snakken, når man lader blikket falde på en udmagrende lang diskografi af album og ep’er samt den ubetingede gudestatus både i hjemlandet og ikke mindst i Tyskland. Bandets første regulære album, "Lobotomizer", udkom i 1990, og det langhårede rockband har været forbi alt fra tonsertung stenerrock til rendyrket country-pastiche, symfonisk psychpop og melodisk lige-på-og-hårdt rock siden da. Med et nyt dobbeltalbum på bagen (Black Hole/Blank Canvas) og en ny trommeslager i bandet er Motorpsycho taget på en omfattende Europaturné, hvor The Rock i København var første nedslag uden for Norge.

Sætlisten var, med undtagelse af ”Hey Jane”og ”Neverland”, ”The Wheel” og ”Plan #1”, udelukkende sammensat af numre fra det nye album, hvilket virkede ganske mærkværdigt, når nu der er så meget gammelt materiale at tage af. Og tilmed af så høj kvalitet. Men fred være med det, for selvom de nye sange så absolut ikke kan måle sig med Motorpsychos output fra midten af halvfemserne og frem til "Let Them Eat Cake" (2000), så er Bent og Snah stadig så overbevisende musikere, at de fleste af numrene bliver mindst en stjerne bedre af at blive fremført live.

Lørdag aften var Motorpsycho ladet med fuldfed norsk nordsøolie, og der var ikke plads til tomgang. Første halvdel af koncerten var lige på og hårdt, og det føltes, som væltede en massiv rock-gletcher ud over The Rock og dækkede det næsten fyldte spillested med en blanding af knivskarpe issyle i form af veltilrettelagte guitarangreb, samt en desværre ret grødlignende sten- og ismasse, som den hollandske trommeslager Jacco van Rooj var skyld i. Arven efter den noget mere jazzede og opfindsomme Gebhardt, der forlod bandet i slutningen af 2005, kan han så afgjort ikke løfte. Højdepunkterne var dog til at få øje på, og især kvintetten ”In Our Tree”, ”Neverland”, ”No Evil” og ”Hey Jane” viste, hvor gode Motorpsycho er til at kombinere et tungt groove med finurlige vokale hooks og førsteklasses guitarhåndtering. Det røg direkte i smilebåndene. Eneste lavpunkt her var vibrafonen, der var næsten uhørlig og ikke bidrog med det store.

Hvad der skete herefter, er svært at sige, men bandet dykkede ind i sig selv og begav sig ud i lidt for langstrakte udgaver af ”Kill Devil Hills” og ”Devil Dog”, som ikke virkede til at kunne bære det langstrakte format. Der blev groovet, og Bent og Snah forsvandt bag det lange grunge-hår, men sammen med de smilende ansigter forsvandt også det umiddelbart smittende ved musikken, og det var ærgeligt. Der blev ikke sparet på energien, og ”Hyena” fra den nyeste plade viste, at Motorpsycho ikke er færdige endnu. Men hvis de har tænkt sig at forblive Norges bedste rockband, skal de for alvor oppe sig, næste gang de kigger forbi. Og eventuelt finde et andet sted at spille end The Rock, som lukkede ned for forstærkerne klokken 01.00 sharp for at gøre plads til horderne af corpsepaintede metal-freaks, der krævede at danse til dj'ens "Greatest Hits" med Iron Maiden. Jeg er overbevist om, at Motorpsycho kunne have spillet i en time mere, og at de i så fald ville have trukket lidt mere på bagkataloget, hvilket ville have reddet en enkelt stjerne mere hjem til Norge. Måske næste gang?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA