Tristan T: Alt

Tristan T
Alt

Tristan T: Alt

GAFFA

2 x CD / Glorious Records
Udgivelse D. 24.04.2006
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Kender du Tristan T? Hvis ikke, skal du ikke føle dig pinligt berørt, for trioen med udspring i Haderslev vendte ikke ligefrem op og ned på den danske musikscene, da de eksisterede i perioden 1982-1991. De gjorde dog et vist indtryk, og det er baggrunden for, at Glorious Records nu genudsender deres to album, Hej Verden (1984) og Blodrus (1986) sammen med en lang række bonusnumre, heraf et enkelt nyindspillet, på en dobbelt-cd og dermed giver Tristan T en sen cd-debut. På Hej Verden præsenterer Tristan T en gakket blanding af hurtig new wave, synthpop og alskens skæve indfald – charmerende, men til tider mere sjovt end egentlig godt. Blodrus følger i samme spor, men lidt mindre forceret. Her har Tristan T til gengæld fundet melodien, og sanger Jan Laursen – der senere blev kendt som en særdeles kyndig vært i P3's rockprogrammer – har fået styr på sin bevidst skabagtige, falsetflirtende stemme, der ikke lader den unge Lars H.U.G. meget efter. Flere af sangene på Blodrus burde være blevet hits, ikke mindst fortolkningen af Lou Reeds Walk On The Wild Side, særdeles veloplagt oversat af den nu afdøde digter Poul Borum, der også messer indlevet bag mikrofonen. Bonusnumrene er mest for hardcore-fans, hvis den slags findes, mens det nyindspillede nummer, Englemund viser, at Tristan T anno 2005 også har en vis berettigelse. Samlet set er Alt dog et absolut interessant minde om et af firsernes absolut mere alternative bands. En gruppe, der sjovt nok giver associationer til flere af tidens unge, engelske og danske, firserdyrkende elektrorocknavne – ikke mindst Sterling.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA