x
Josh Ritter: med Nicolai Dunger, Lille Vega, København

Josh Ritter, med Nicolai Dunger, Lille Vega, København

Josh Ritter: med Nicolai Dunger, Lille Vega, København

Anmeldt af Rasmus Falbe-Hansen | GAFFA

Nicolai Dunger
***
Det skal blankt erkendes, at jeg på forhånd ikke var kender af hverken svenske Nicolai Dunger eller Josh Ritter. Dog var jeg klar over, at Nicolai Dunger skulle være en velholdt hemmelighed med syv albums i bagagen, og at han skulle være en original og stærkt amerikansk inspireret singer-songwriter, hvis samarbejde med Will Oldham og Calexico unægtelig må bevidne talent.

Og talentet blev også demonstreret til aftenens koncert. Foran et halvfyldt Lille Vega fyrede den robuste svensker op under country-inspirerede rock-sange, hvor referencerne myldrede rundt i hovedet. Dunger forsøger inden for enkelte numre at lyde som alt fra Jeff Buckley til Ryan Adams. Placeret med fødderne solidt plantet i folk og country viste numre som "Tell Me Mama" and "When The Devil Wants To Wrestle” også blues’ens og gospelens indflydelse på den svenske kraftkarl.

Men Dungers vanskeligheder lå i en lettere disharmoni mellem stedet og publikums-fremmødet på den ene side og den valgte stil på den anden side. Dunger forsøgte forceret at rive publikum med ved at brøle igennem i sangene, så man til tider ønskede, at der ikke var skruet så vel højt op for vokalen. I et larmede og svedigt øltelt i det sydlige USA havde de svenske bjørnekræfter uden tvivl været genialt placeret, men på Lille Vega i aften var det for meget.

Modigt kastede Dunger sig flere gange ud i fællessang med det undseelige publikum, hvilket lykkedes forbavsende godt. Ligeledes var de mere stille passager i det halve time lange sæt blandt de bedste momenter. Men alt i alt blev Dungers mod nok til overmod, og hans stemmes kraft overskyggede desværre originaliteten.


Josh Ritter
*****
Med det nye anmelderroste album, ”The Animal Years”, i bagagen var det en tydeligt spilleglad og entusiastisk Josh Ritter, der erobrede scenen og Lille Vega. Med et stort smil kunne Ritter konstatere, at salen var fyldt, og hans smittende spilleglæde erobrede opmærksomheden fra starten.

Med hovedvægten på det nyeste album var der ingen slinger i valsen. Der var bund og nuancer i musikken, hvor det ferme backing-band bestående af bas, trommer og klaver/orgel lagde præcist den rigtige klangbund af traditionel amerikansk rocklyd. Og Ritters fine stemme dansede lækkert og sikkert gennem de gode sange.

Forskellige faktorer var med til at overbevise Deres udsendte totalt. Den ufortrødne spilleglæde vidnede om en mand, der seriøst værdsætter sin metier og ikke lever på image og attitude – det handlede om indhold. Det lykkedes konsekvent Ritter at få en genre, som det nærmest er umulig at være nyskabende indenfor, til at lyde original og frisk. Ritter formåede at udvide og nuancere sangene fra sine album i koncerten, hvilket ofte kan være den modsatte oplevelse live. Og så var aftenens koncert velsignet med et lydhørt og respektfuldt publikum, der værdsatte musikken og kunne finde ud af at holde kæft, når Ritter for eksempel forkælede publikum med akustisk fællessang uden mikrofon eller anden elektricitet.

Ritter placerer sig i en lang række af singer-songwritere, der, med Bob Dylan som den største og mest inspirerende af dem alle, forsøger at tage fat om den amerikanske historie, tradition og myter gennem det musikalske udtryk og lyriske univers. Og det lykkedes Ritter i et nummer som ”Thin Blue Flame” fra den seneste plade – som et af koncertens højdepunkter viste det både dybden og bredden i Ritters udtryk.

Ritter formåede både at berøre publikum og rocke det, hvor Temptations-klassikeren, ”Papa Was a Rolling Stone”, og ekstranummeret, ”Such a Night” (udført af Dr. John og The Band i ”The Last Waltz”), var herligt medrivende cover-indslag. Sidstnævnte i duet med Nicolai Dunger, der endelig fik brugt sin stemme på passende vis.

Alt i alt en herlig aften, hvor kun lettere ujævnheder i Ritters bagkatalog gjorde, at der var enkelte lidt kedelige passager. Og så kunne man, grådig som man er, godt have tænkt sig lidt mere end halvanden time.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA