x
Copenhagen Saxophone Quartet: Spot 2006, Kunstbygningen, Århus

Copenhagen Saxophone Quartet, Spot 2006, Kunstbygningen, Århus

Copenhagen Saxophone Quartet: Spot 2006, Kunstbygningen, Århus

Anmeldt af Christian Schlelein | GAFFA

Det står mig lidt uklart, hvordan en saxofonkvartet med moderne kompositionsmusik på repertoiret havner på årets SPOT-program, der i øvrigt stod i musikeksportens tegn. Klassisk musik er ofte en velkommen adspredelse på sommerens rock-festivaler, men moderne kompositionsmusik er ikke udpræget kendt for sin rekreative karakter.

Men for dem der lige følte, at de kunne abstraherer fra endnu en herlig rock’n’roll-dag i Århus, var der lejlighed til at fordybe sig i moderne skandinaviske komponisters krinkelkrogede indre. Copenhagen Saxophone Quartet (CSQ) spillede værker af bl.a. danske Morten Brødsgaard og norske Helge Havsgård Sunde for et nogenlunde veldisciplineret publikum i Kunstbygningen kælder lørdag eftermiddag.

CSQ har masser af international erfaring, men den fyrre minutter lange koncert var alligevel alt for kort tid, til at etablerer nogen form for nærkontakt mellem kvartetten, musikken og publikum. På trods af det relativt lettilgængelige repertoire, nåede man ikke i nærheden af den musikalske oplevelse, som man føler sig berettiget til, når man skal indstille lytteapparatet efter den klassiske kammertone midt på en rockfestival.

Afslutningsvis spillede kvartetten Iannis Xenaxis’ ”XAS”, hvor man genkendte den umiskendelige tone af Balkanmusik, som i hvert fald fans af Peter Bastian vil være bekendte med. Genkendelighed er jo et grundlæggende element i musikoplevelse, og man kunne måske overveje, om ikke den ret korte tid der er afsat til klassisk musik på SPOT Festival ville være bedre udnyttet, med netop et mere genkendeligt repertoire end det valgte.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA