Muse: Black Holes & Revelations

Muse
Black Holes & Revelations

Muse: Black Holes & Revelations

GAFFA

CD / Mushroom
Udgivelse D. 03.07.2006
Anmeldt af
Finn P. Madsen

En lys hypnotisk snurrende keyboardflade sætter i gang, endnu en tone trækker ind over som en mørk sky, Matt Bellamys foruroligende falsetvokal dukker op, og efter et par minutter skydes Take A Bow tonstungt i gang med et gotisk guitarriff. Muse rækker atter engang mod de himmelske højder, hvor intet er for stort. Stort, pompøst og endnu mere ambitiøst er den britiske trio tilbage efter knapt tre års pladepause med Black Holes & Revelations. Med en imponerende kraft spreder Muse sig over prog-, metal- og alternativ rock, der nogle gange tangerer til et rent klassisk opus. Starlight på grænsen til popland spædes op med en massiv forvrænget basslagside, Supermassive Black Hole er rendyrket industrial med piskende trommesmæld, og Assasin forplanter sig eksplosivt som crossover-metal. Muse spiller som om, livet er på spil, og på tekstsiden nærmer vi os med hastige skridt jordens undergang. Selvom Muse har taget pant i Queen, Radiohead og Faith No More, så er Black Holes & Revelations så personlig, at gælden for længst er betalt tilbage.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA