x
Roger Waters: Roskilde Festival, Orange Scene

Roger Waters, Roskilde Festival, Orange Scene

Roger Waters: Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Henrik Tuxen | GAFFA

Orange Scenes afsluttende artist var i programmet annonceret som "Roger Waters – opfører Dark Side of the Moon". Med de for Waters obligatoriske indlagte 10 minutters pause passerede koncerterten de to en halv time. Dark side of the Moon's samlede spilledetid er omkring de 43 minutter, så Waters havde med andre ord andet og mere end mesterværket fra 1973 i posen.
Ikke nødvendigvis en ubetinget fordel. Hvor Pink Floyds gyldne øjeblikke er som besnærende, psykedeliske opdagelsesrejser, er meget af deres senere – og Waters' solomateriale – relativt bombastisk og storladent uden afgørende nerve, empati og nødvendighed.

Borset fra et par enkelte afstikkere til solomateriale og Floyds svanesang i orginalbesætning, The Final Cut fra 1983, samt Set the Controls for the Heart of the Sun fra 1968, var aftenen optræden koncentreret om Pink Floyds gyldne årti, 70'erne.

Og hvilket materiale! Drømmende, innovative og krævende musikalske udladninger, mesterligt udført på album via endeløst studiearbejde. Spørgsmålet var, om Waters' hold anno 06 – uden andre originale Floyd-medlemmer end ham selv – ville være i stand til at kanalisere 70'erne tårnhøje musikalske visioner ved en live-koncert mere end et kvart århundrede senere? Svaret var ja, det lykkedes faktisk forrygende godt.

Koncerten var et audio-visuelt fyrværkeri af format, der tryllebandt de vel omkring 70.000 mennesker, som havde taget opstilling foran Orange Scene denne smukke sommeraften. De gamle hippier må have knebet sig selv blågule i armen for at fatte, at dette var virkelighed og ikke et tåget LSD-flashback, og de unge fik en lektion i musikalsk skønhed, idérigdom og perfektionisme.

Det største tvivlsspørgsmål inden koncerten var, om fraværet af David Gilmour ville dræbe sangene. Hans bløde, slæbende, transperante vokal og hans langtrukne og indtrængende guitartoner udgør om noget sjælen af Pink Floyd. Men heldigvis gjorde Dave Kilminster det glimrende som substitut, med indføling i såvel guitarhåndtering som vokalarbejde.

Waters – som ifølge en kollega lignede en kloning mellem Steffen Brandt og Richard Gere – var tydeligvis i hopla og opsat på at levere varen for de mange fremmødte. Og han havde gjort noget ud af forarbejdet. Udover musikken blev publikum bombarderet med udflippede videosekvenser fra scene og storskærme og med lyd- og talesekvenser fra det enorme surroundsound-anlæg, som var opstillet på festivalpladsen til lejligheden.

Sidstnævnte var måske aftenens mest vellykkede og spektakulære parameter, hvilket fik effekter fra Dark Side of the Moon, såsom ure der kimer på Time, kasseapperater der klinger på Money, hjerteslag, fodtrin og bombefly m.m. til at vibrere i hjerne, hjerte og krop på svimlende effektiv vis.

Som ventet var numrene fra The Final Cut og solomaterialet det mindst interessante. Ud over den imponerende udførelse af Dark Side of the Moon skal versioner af sangene fra The Wall fremhæves, ikke mindst ekstra-numre-sekvensen Another Brick in the Wall, Vera og Comfortably Numb. Men aftenens absolutte højdepunkt indtraf for undertegnede fire numre inde i koncerten, i form af Waters' hyldest til Pink Floyds oprindelige leder og frontfigur, Syd Barrett, Shine On You Crazy Diamond Part 1-5.

Fra den krybende maleriske keyboard-dominerede drone i starten, til de perfekt afstemte guitartoner, vokser musikken langsomt og perfekt til et tilbagelænet groove, trukket af – i aftenens tilfælde – Kilminsters grædende guitar, for godt syv minutter inde at glide ind i værkets eneste vokale passage, som afsluttes med hyldesten Come On you Raver, you Seer of Visions, come on you Painter, you Piper, you Prisoner and Shine! – til den permante psykiatriske patient Syd Barrett. Når – i aftenens tilfælde – Ian Ritchies først dybe, senere lyse og skærende saxofontoner bærer værket i hus, underlagt det guitarbaserede fingerspil, græder det musikalske hjerte af glæde, eksponeret for så nærmest ufattelig indsigt, empati og stenet skønhed.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA