Racetrack Babies: Summer Salt Santiago

Racetrack Babies
Summer Salt Santiago

Racetrack Babies: Summer Salt Santiago

GAFFA

CD / Musikministeriet
Udgivelse D. 07.08.2006
Anmeldt af
Jeppe Krogsgaard Christensen

Vejen mod et album er brolagt med slid, tvivl og lidelse. Sådan beskriver mange bands i hvert fald skabelsesprocessen, og derfor er det også befriende at erfare, at Racetrack Babies blot tog 30 sange med i studiet og i en raptus indspillede de 10, de følte mest for. Kvartetten gjorde det nu ikke for at kunne fortælle en anderledes historie, men for at indfange dét de kalder ”skabelsens magi”. At der ligefrem er magi at spore på Summer Salt Santiago, er nok så meget sagt, selvom den lig forgængeren er rundet af en fornem fornemmelse for melodier og en sikker brug af indie-rockende støj, stilhed og skævhed. Dertil kommer Hans Christian Waynes tale-klynke-stene-vokal, som ikke er noget særligt i snæver teknisk forstand, men som giver god mening her. Det skal dog i sandhedens tjeneste siges, at Racetrack Babies, der siden sidst har skiftet lidt ud i besætningen, enkelte steder på albummet kører en kende i tomgang. Det sker heldigvis ikke så ofte, at lydbilledet udtværes. Det får lov at stå skarpt og stærkt – magi eller ej.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA