x
Tom Verlaine & Jimmy Rip: Escenario Verde, Benicàssim

Tom Verlaine & Jimmy Rip, Escenario Verde, Benicàssim

Tom Verlaine & Jimmy Rip: Escenario Verde, Benicàssim

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann | GAFFA

Han er en alsidig herre, denne Tom Verlaine, der siden Televisions opløsning har skåret adskillige sonisk udfordrende og rigt facetterede skiver, og som denne aften om ikke tryllebinder så i hvert fald i vid udstrækning betager det efterhånden talstærke publikum, der med forventningsfulde miner ængsteligt lytter med foran Escenario Verde.

I siddende positur og med et på flere måder ultraminimalistisk sceneshow udsender Tom Verlaine og dennes discipel, Jimmy Rip, konstante byger af såvel sørgmodigt resignerede som foruroligende og opildnende guitarkaskader, der kræver opmærksomhed, men som også i dén grad velsigner den velopdragne lytter med et gedigent ”pay-off”. Sommetider tilføjer helten Verlaine sin hypnotiske, roligt inciterende vokal, og det er rart, men musikken overlever i reglen fint i de sekvenser, hvor den får lov at stå alene.

Typisk tæsker Jimmy Rip løs på treble-tvungne akkorder med en vis diskant, mens legenden fra undergrunden oven på denne solide bund lægger et lag af leflende, stærkt strengevridende solospil, der oftest rammer plet, og som helt fundamentalt fascinerer med sin ypperligt veludviklede teknik. Andre gange, og det er faktisk ikke så sjældent, misser Tom Verlaine en tone og klipper en tå; han farer ikke decideret vild, men ikke alle de viltre eller langtrukne ekskursioner ud af snørklede stier finder lige sikkert hjem. Det irriterer en smule, men samtidig tiljubler man jo den improviserede facon, der på det nærmeste tager os med i magikerens øvelokale.

De første par numre tilhører den mere kryptiske del af Tom Verlaines omfattende bagkatalog, men som koncerten skrider frem træder melodierne, der så sirligt formidles af riff og rundgange indhyllet af det blødeste vat, i karakter, men det ulmende og eftertænksomme lurer hele tiden lige om hjørnet, og det er godt, for det er sådan, vi kan lide ham – Tom Verlaine.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA