x
Audioslave: Revelations

Audioslave
Revelations

Audioslave: Revelations

GAFFA

Album / Columbia
Udgivelse D. 04.09.2006
Anmeldt af
Keld Rud

Supergruppen Audioslave ligger ikke på den lade side. Sidste år udgav bandet deres andet album Out Of Exile, og allerede nu er de klar med en treer. Den høje produktivitet synes ikke at gå ud over kvaliteten. Tværtimod. Revelations, som albummet hedder, lægger virkeligt stærkt ud med titelnummeret, der samtidig er et af bandets bedste overhovedet. Sangen åbner med et bastant og ildevarslende trommebeat, før verset kører over i et riff a la Led Zeppelin. Omkvædet viser forsanger Chris Cornells’ skæve melodiøsitet fra sin bedste side. Det er dog først på andet nummer, One And The Same, at vi for alvor får et fingerpeg om albummets retning. Sangen er et storswingede, hårdtrockende funknummer. Og hårdtrockende funk er der i stride strømme på Revelations, og det så velspillet og medrivende, at man bare må bevæge fødder, hænder og alt, hvad der nu kan bevæges. Det er første single Original Fire, der parrer de funkede rytmer med festlig 70’er-rock’n’roll, eller den luskende Broken City lysende eksempler på. Balladerne er der stadig. Men der er færre af dem. De, der endelig er der, er til gengæld ganske enkelt monstrøse. Revelations er et ganske anderledes album end de to forgængere. Mere vellykket og hårdere rockende end Out Of Exile. Mere homogent og gennemført end debuten. Samtidig viser det et band, der er trådt ud af Race Against The Machines og Soundgardens respektive skygger. Med Revelations har Audioslave skabt en af årets mest medrivende rockudgivelser.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA