Thomas Buttenschøn: Fantastiske Mandag

Thomas Buttenschøn
Fantastiske Mandag

Thomas Buttenschøn: Fantastiske Mandag

GAFFA

CD / Noob Factory
Udgivelse D. 25.09.2006
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Det nærmest vælter med talentfulde dansksprogede sangere og sangskrivere i disse år. Et af de seneste skud på den farverige stamme er 21-årige Thomas Buttenschøn, og han er lige så skæv og spøjs som sit efternavn. Først og fremmest på grund af sin stemme og sangstil. Buttenschøn veksler nærmest konstant – og temmelig uforudsigeligt – mellem fuldt register og soulet falset og mellem sang og talesang, og han skiftevis over- og underspiller sine fraseringer – fra hvisken over harken og rømmen sig til noget, der nærmest minder om pruttelyde. En sangstil, der givetvis vil skræmme nogle væk, men også vinde andres hjerte – og undertegnede er absolut på sidstnævnte hold. Buttenschøns småjazzede popsange befinder sig, både musikalsk og tekstligt, i samme enkle, nærmest naivistiske boldgade som eksempelvis Tobias Trier og Rasmus Nøhr, med tekster om hverdagens og kærlighedens op- og nedture. Alt sammen skrevet og sunget med humor og varme. Det er svært ikke at holde af Thomas Buttenschøn, som vi helt sikkert kommer til at høre meget mere til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA