x
Salem: Nord1

Salem
Nord1

Salem: Nord1

GAFFA

Album / Cope Records
Udgivelse D. 18.09.2006
Anmeldt af
Erik Barkman Petersen

Titlen på Salems fjerde album rejser et par relevante spørgsmål. Kommer der monstro en Nord2 fra den trilogi-glade duo? Eller skal navnet snarere læses som ”Norden” på sms-sprog? Det sidste er måske mest sandsynligt. Hvor Salem på deres første tre udspil gav sig af med ambitiøse koncept-album på engelsk, består Nord1 for en stor del af moderniserede højskole-sange. Veltjente travere som Danmark, Nu Blunder Den Lyse Nat og Kringsat af Fjender får en tur rundt i manegen til tonerne af Morricone-inspirerede banjoer, jødeharper og munkekor, ligesom duoen også finder plads til en del selvskrevet materiale. At sætte sange inspireret af fordums danske bondesamfund til et støvet og rustikt akkompagnement giver glimrende mening, men generelt kniber det for Salem at få afløb for deres opfindsomhed på Nord1. Langt de fleste af kompositionerne bærer præg af fællessangens strenge krav om gentagelse og genkendelighed, og derfor klinger albummet lidt monotont. Salems ambitioner fejler stadig ingenting, men denne gang står resultatet ikke mål.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA