The Savage Rose: Kulturhuset Pavillonen, Grenaa

The Savage Rose, Kulturhuset Pavillonen, Grenaa

The Savage Rose: Kulturhuset Pavillonen, Grenaa

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Der var mange, der troede, det var enden på Savage Rose, da gruppens komponist og tangentspiller Thomas Koppel døde pludseligt i februar, kun 61 år gammel. Men hans enke og anden halvdel af den faste Savage Rose-kerne, Annisette, var hurtigt ude og forsikre, at gruppen fortsatte – i Koppels ånd. Et nyt album er under færdiggørelse, og denne oktoberaften kunne Savage Rose så skyde deres storstilede Danmarksturné i gang – og dermed den første Savage Rose-koncert efter Koppels alt for tidlige død. Ganske som Savage Roses sidste turné, i 2003, fandt premieren sted i Jyllands østligste by, Grenaa. Og ganske som sidste gang var der udsolgt.

Men hvem skal løfte arven efter Thomas Koppel? Savage Rose har gået lidt stille med dørene, men det har i musikkredse dog været kendt et stykke tid, at opgaven er tilfaldet det 31-årige østjyske multitalent Palle Hjorth, der har spillet tangenter – primært Hammond-orgel – for så forskellige navne som På Slaget 12, Hush, Peter Sommer og PowerSolo. Og man skulle da heller ikke ret langt ind i koncerten, før det stod klart, at Hjorth løftede opgaven med bravur. Bevæbnet med hele fire tangentinstrumenter – Hammond-orgel, flygel, et forstemt, næsten spilledåselydende opretstående klaver og en harmonika – viste unge Hjorth både en overlegen musikalitet og en voldsom energi, når han lod fingrene danse hen over klaviaturerne, mens hele overkroppen vuggede med. Hvis ikke han spillede så stille og smukt, at man kunne både se og høre en engel gå gennem lokalet, som på den gåsehudskommanderende "Your Daily Gift", hvor han var alene på scenen med Annisette.

For Savage Rose er dog først og fremmest Annisette. Det er tydeligt, at hun ikke har villet lade sig slå ud af tabet af sin livsledsager, men bære hans musikalske arv videre, og det gør hun da også med respektindgydende styrke. Vulkan-vokalen er lige så vidtspændende og brændende intens som nogensinde, og hendes som altid barfodede skikkelse med det tjæresorte hår skilt i midten, hvorfra det vælter som lava-vandfald ned langs ansigtet, bevæger sig majestætisk rundt på scenen, hvad enten det er i dans, når hun bøjer sig forover for at aflevere en ekstra intens vokalpassage, eller når hun sætter sig ned for at foredrage en intim ballade eller fortælle om verdens uretfærdigheder, som Savage Rose aldrig har forsømt at gøre opmærksom på. Eller bekæmpe, for Savage Rose nøjes ikke bare med at tale om problemerne.

Nye sange
Savage Rose har som nævnt et nyt album undervejs, og vi fik da også tre formodede smagsprøver på dette undervejs. Sangene lægger sig i tydelig forlængelse af Savage Roses tre sidste engelsksprogede albums, og fremhæves skal især balladen "Lost In The Jungle", der også fik æren af at åbne aftenen. Nummeret er nærmest hjerteskærende smukt og har absolut potentiale til at blive en ny Savage Rose-klassiker. Også den mere tempofyldte "Mountain Of Love", hvor Annisette og Thomas Koppels datter Naja fik lov at træde frem fra det vellydende korpige-halvmørke og agere forsanger, skal nævnes. Ganske som sin søster Billie, kendt fra Catbird, er Naja en fortrinlig sangerinde, hvis moderlige ophav tydeligt høres. Så det kan næppe vare længe, før vi kommer til at se Naja Koppel fremme i rampelyset i længere tid – og den tid, den glæde.

Ellers bestod sætlisten primært af sange fra den engelsksprogede del af Savage Roses repertoire, det vil sige numre fra sluttresserne og starthalvfjerdserne og igen fra midthalvfemserne og frem, garneret med enkelte dansksprogede indslag. De blev alle fremført med stor elegance af et søvngængersikkert sammenspillet orkester, hvor ikke mindst guitaristen Peer Frost og en anden veteran, bassisten Moussa Diallo (Marquis de Sade, Hanne Boel med flere) ydede en forbilledlig indsats. Således var Frosts klagende spanske guitar på "For Your Love" endnu et af aftenens mange næsten tårefremkaldende skønne momenter. Men samtlige musikere, herunder den mangeårige Santana-congasspiller Raul Rekow, og den særdeles lydhøre lydmand fortjener – og fik – stående applaus for en fremragende og nærmest lykkebringende koncert, der meget passende sluttede med den gamle Christiana-hymne "I Kan Ikke Slå Os Ihjel" (der blev ikke sagt noget, men mon ikke Savage Rose har Ungdomshuset på Nørrebro i tankerne, nu Christiana er sikret overlevelse?) og Charlie Chaplins "Smile". Og der er heller ikke grund til andet end at smile over Savage Rose anno 2006. Det tror jeg også, Thomas Koppel gør i sin himmel.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA