x
Avishai Cohen: Continuo

Avishai Cohen
Continuo

Avishai Cohen: Continuo

GAFFA

Album / Razdaz Recordz
Udgivelse D. 06.11.2006
Anmeldt af
Ivan Rod

Han er en kontrabassist af Guds nåde. En aldeles forrygende kontrabassist, komponist og kunstner. Født i Israel, men bosiddende i USA. Han har indspillet Continuo i Göteborg, men udgiver studiealbummet fra sit eget selskab i New York. Tidligere har han spillet med bl.a. Chick Corea, Bobby McFerrin, Herbie Hancock, Roy Hargrove og Alicia Keys. Men på Continuo spiller han sammen med Sam Barsh, Mark Guiliana og Amos Hoffman. Tre sidemen, der ikke er uinteressante. Sidstnævnte er det nye påhit – musikeren, der med sin oud udgør udvidelsen af gruppen fra en trio til en kvartet. Musikeren, der med sit instrument tilfører gruppens moderne jazzudtryk et element af mellemøstlig mystik. Uanset dette befinder vi os dog stadig i et udtryksmæssigt univers, der sender tankerne i retningen af Esbjörn Svensson Trio. Avishai Cohen formår således – som den svenske kapelmester – at skabe et på én gang komplekst og udfordrende, enkelt og dragende udtryk. Dét i sig selv er en kunst. Men han mestrer den. Continuo er en ”stor”, moderne jazzplade med et mellemøstligt skær over sig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA