Lampshade: Dreams Through Wind – film og koncert, Øst For Paradis, Århus

Lampshade, Dreams Through Wind – film og koncert, Øst For Paradis, Århus

Lampshade: Dreams Through Wind – film og koncert, Øst For Paradis, Århus

Anmeldt af Morten Engsig Christensen | GAFFA

Filmanmeldelse:
Øst For Paradis lagde onsdag lærred til Rene Odgaards dokumentarfilm om det dansk/svenske indieband Lampshade – ”Dreams Through Wind” er titlen. Filmen, der er et delvist fluen-på-væggen-projekt, er Odgaards fodspor fra et år i selskab med Lampshade. Resultatet er en dybt vækkende og hudløst ærlig film om et band, der vil arbejde sig hele vejen igennem musikindustriens jungle af kontrakter, kontakter og delvist ligegyldige møder. Det kræver sin mand – det kræver sit band at gøre dette, og for Lampshade er vejen til dette mål også endeløse timer på de europæiske landeveje, dårlige lydfolk og halvbetalte livejobs (denne historie ender godt). Odgaard har fanget bandet i alt dette og da han sætter ind med "point of no return" – en scene, hvor Lampshade holder møde i Malmø, er der naturligt nok ingen vej tilbage for os i salen – vi må gå hele vejen. Scenen er en tårevæddet bekendelse af trommeslager Daniel. Han kan ikke stå distancen, tempoet i bandet er simpelthen for højt, og hans mavesår kan ende med at koste bandet og i sidste ende ham selv dyrt. Denne scene er den endelige indfangelse af salen, og Odgaard trækker derfra publikum længere ind i Lampshade universet – en univers man gerne ser "enden" på.

Filmen viser på sin egen måde, hvor hårdt det er at gå efter musikbranchens ultimative mål – et kommercielt break med sin musikalske ære i behold. Det slider hårdt på alle mand i bandet, og at turnélivet har en kold og klam hverdagsagtig stemning over sig, står bøjet i neon. Drømmene, der kom med vinden, rejser med selv samme igen, og Johannes må ty til kommercielle metoder som et VIP-selskab i forbindelse med Spot-festivalen i Århus. At jeg IKKE har gjort opmærksom på Johannes' rolle som bassist i Lampshade, er helt bevidst – jeg vil nemlig bruge Johannes' egne ord: "Jeg kører management, møderne med branchefolk, økonomien osv. ... og så svinger jeg bassen i bandet". Et statement, der fortæller alt om den branche, der leverer den musik, vi alle elsker så højt – det at spille er sekundært. Jeg vil afslutte med at citere min sidemand: "Jeg kendte ikke bandet, og her sidder jeg fuldstændig overgivet til en 50 minutter lang dokumentarfilm om dem – det er sgu godt gået". (5 stjerner)

Koncertanmeldelse:
Efter ”Dreams Through Wind” gik en amputeret udgave af Lampshade på scenen. Det var foran det lærred, der netop havde stået for urpremieren af filmen om deres eget univers, så forventningerne voksede sig ganske store. Personligt mærkede jeg lysten til at forfølge stemningen fra ”Dreams Through Wind”, og en fuldblods-koncert tilsat strøm og Lampshades egen larmende logistik var at foretrække. Det var dog ikke det, salen skulle opleve – en "unplugged" koncert var aftenens musikalske Lampshade-indslag og lad det være sagt med det samme: mit savn efter strøm og larm forsvandt ikke – tværtimod.

Rebekkamaria, der med hård kvindelig elegance styrer bandets musikalske linje, er en fortrinlig sangerinde såvel som sangskriver – ingen tvivl om det. Vi var dog i Øst For Paradis vidne til, at hendes stemme kan virke som en endeløs lidelse, der med sløve knive forsøger at skære sig vej til tilhørernes hjerter. Mit hjerte er måske ikke sådan at skære sig ind til; det lykkedes i hvert tilfælde ikke for Rebbekkamaria og Lampshade – jeg savnede strømmen og glæder mig til larmen ... det bliver forhåbentlig næste gang. (3 stjerner)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA