Sascha Dupont: Promises

Sascha Dupont
Promises

Sascha Dupont: Promises

GAFFA

CD / ArtPeople
Udgivelse D. 05.02.2007
Anmeldt af
Signe Bønsvig Wehding

Der er 13 beherskede sange om det uopslidelige emne, kærlighed, at hente på Sascha Duponts tredje album. Og det er søde sange – fra sangen, hun gav sin mand i bryllupsgave (Beautiful), til coverversionen af The Pretenders' Don’t Get Me Wrong – så søde, at det næsten klistrer.
Dupont gør det i afdæmpet pop tilsat velmenende mængder af blues, country og soul. Når man oven i det lægger pigens hædervundne sangskrivertalent, stemme og evner ved klaveret, så burde man roligt kunne sige "så er der serveret". Alle ingredienserne er der jo. Alligevel er sovsen blevet for tyk og hele retten svær at sluge.
Men der er små godter, som har undveget sovsestrålen. Numre som Wishing On The Wrong Star med Henrik Hall på mundharpe og I Love The Moon, hvor Sascha kun akkompagneres af akustisk guitar, er stemningsfulde, smukke numre. Især sidstnævnte afslører en sårbar sangerinde med en stemme, som rummer intimiteten og nødvendigheden.

Men i sin helhed er der for langt mellem de destillerede øjeblikke og al for meget klister imellem dem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA