x
Viva Vertigo: Vulcan Gas Company

Viva Vertigo
Vulcan Gas Company

Viva Vertigo: Vulcan Gas Company

GAFFA

Album / Slingshot Sound
Udgivelse D. 01.03.2007
Anmeldt af
Erik Barkman Petersen

Viva Vertigo-debuten Viva Viva vakte en del opsigt tilbage i 2004. Ikke mindst fordi manden bag producerpulten og mange af instrumenterne var The Raveonettes’ Sune Wagner. Men projektet var og blev frontmand Simon Becks, og på Vulcan Gas Company er Wagner ude og Beck selv producer. Det er der nu ikke kommet noget radikalt brud med fortiden ud af. Viva Vertigo drøner stadig rundt i et knastørt 50’er-univers, hvor den læderklædte crooner-rock hersker uindskrænket. Mange vil tænke på netop Raveonettes, når Vulcan Gas Company's smækre sange slingrer ud af højttalerne. Men også midtfirsernes Sort Sol, Jesus & Mary Chain og Nick Cave er oplagte referencer på et album, der filtrerer storladne ballader gennem et tyndt post-punk-filter. Sammenlignet med forgængeren er det en mere konsistent plade, hvor Viva Vertigo træder bedre i karakter som en original størrelse på den danske rockscene. Beck har undertiden lidt svært ved at udfylde rollen som Roy Orbison-inspireret crooner, men sangene er stærke, og stemningen er tommetyk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA