Volbeat: Rock The Rebel / Metal The Devil

Volbeat
Rock The Rebel / Metal The Devil

Volbeat: Rock The Rebel / Metal The Devil

GAFFA

CD / Mascot
Udgivelse D. 19.02.2007
Anmeldt af
Keld Rud

Opfølgeren til københavnske Volbeats succesfulde debut er en moderat videreudvikling af den rock’n’roll-inficerede metal fra The Strength / The Sound / The Songs. Fans af det album kan dermed fortsætte ufortrødent her. Volbeat står stadig med det ene ben i halvtredsernes rock’n’roll og det andet i den metalliske rock med punken et eller andet sted imellem. På deres andet album er der endvidere kommet mere udtalte spor af americana i form af blandt andet banjo, lap steel og den meget countryinspirerede sag Sad Man’s Tongue. Rock The Rebel / Metal The Devil er samtidig et mere homogent og kompakt album. Der er ingen deciderede fejlskud på pladen. Omvendt er der også færre numre, der fra første lyt løber med opmærksomheden. Det gør, at albummet som en helhed virker mere afbalanceret og langtidsholdbart. Med gæsteoptræden af Johan Olsen fra Magtens Korridorer, der holder sig til at synge på modersmålet, er The Garden’s Tale uden tvivl et nummer, der vil skabe kontrovers. Det er samtidig et af albummets mest melodiske indslag. En dristig manøvre, der lykkedes. Mindre heldig er frontmand Michael Poulsens omgang med den engelske grammatik. Endnu en gang skal man lægge ører til kvababelser som for eksempel: "Do you not coping, then tear it apart" fra Soulweeper #2. Hvis Volbeat vil realisere deres ambitioner om at slå igennem internationalt, skal der investeres i et intensivt engelskkursus eller noget konsulentbistand.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA