Steven Seagal: Pumpehuset, København

Steven Seagal, Pumpehuset, København

Steven Seagal: Pumpehuset, København

Anmeldt af Frederik Dam Sunne | GAFFA

Mit første spørgsmål var: Er det den Steven Seagal, der skal spille i København? Da plakaten tydeligt besvarede mit spørgsmål, var min næste indskydelse, at det må jeg endelig ikke gå glip af!
Den, ikke særlig musikalske, tilgang til koncerten var jeg absolut ikke ene om. Publikum var tydeligt enten kommet for at ”se giraffen” eller for at vise lædervesten og drikke sig i hegnet.

Steven Seagals karriere toppede for 15 år siden, hvor han med held fik folk i biografen med film som ”Under Siege”. Stilen var action, med dræbende håndkantsslag, en stram frankofil pisk samt sammenknebne øjne med et blik, som kunne give enhver modstander post-traumatisk stress-syndrom.
Derefter er det gået brat ned ad bakke, dog uden at Seagal har droppet sin skuespils-metier. Således har han siden 2001 medvirket i hele 16 film. Stor kunst har det vist ikke været; ”The Foreigner” fra 2003 scorede således karakteren 2,5 på filmopslagsværket www.imdb.com, hvilket placerer den på en all-time 84. plads over dårligste film på IMDb – og det ud af næsten en million titler.

Et 7. Dan-sort bælte i Aikido samt blockbuster-hits i bagagen er ikke nok for Seagal. Han har også slået sig på musikken – og det var denne musik, som dannede rammen om en aften, hvor Seagal ikke bare spillede én udsolgt koncert, men hele to koncerter samme aften. Jeg fangede således den sene af de to og så et noget brugt band på overarbejde.

Musikalsk spændetrøje
Klokken blev 23.30 før spændingen blev udløst. Publikums skælmske smil fik fuld næring, da Seagal endelig kom på scenen. Herefter gik det over stok og sten, hvor Seagal viste, at han mestrer fire spanske akkorder og en pentatonskala i lighed med alle os andre, der har spillet guitar i mere end 3 måneder. Da man havde vænnet sig til synet af Seagal på en scene, blev det hele hurtigt ganske trivielt.

Seagal var flankeret af et kompetent backingband med hele to guitarister ud over Seagal – så den musikalske spændetrøje var spændt ud, så Seagals klodsede guitarsoloer snedigt druknede i den massive lyd af bandet og den kvindelige og den mandlige backing-vokalist. Lidt bedre gik det med Seagals brummende vokal, som til tider næsten klædte musikken.

Efter en håndfuld kedelige standard-bluesnumre spillet uden nerve tog Seagal bladet fra munden og begyndte at introducere et par numre. Han gav således en gribende optakt til hans ”Alligator Ass” som beskriver de glumske alligatorer ved Mississippi. Efterfølgende kunne vi i sangen høre: ”Someone took me to a restaurant / And I had to eat something fast / I ordered some chicken / They gave me alligator ass.” – sådan, Seagal!

Kavaleriet kommer til undsætning
I sidste halvdel af sættet tog backingbandet Thunderbox fuldstændigt over og bevægede sig ud over de tre velkendte bluesakkorder. De bevægede sig ud i lange funky jams, som faktisk nåede at blive ganske hæderligt. Backingvokalisterne og bandet fandt endelig noget dynamik og spilleglæde frem.
Problemet var bare, at Seagals trætte pentatonskala ikke rigtig passede ind. Derfor var han musikalsk kørt fuldstændigt ud på et sidespor og måtte agere galionsfigur, der heldigvis holdt guitaren og stemmen i ro for ikke at volde skade.

Slutspurt af Seagal
Koncerten sluttede dog af med et comeback af Seagal. Intet mindre end The Troggs' ”Wild Thing” - som heldigvis benytter de samme tre blues-akkorder som i første halvdel af koncerten. I ren jubel over at være på banen igen gav den korpulente Seagal sig til at rokke sit legeme stødvist frem og tilbage i bedste Belushi-stil – og var dermed faretruende tæt på at banke mikrofonstativet ud over scenekanten med sin vom.

Gabende trætte forlod publikum salen – forhåbentlig med en god historie om mødet med Seagal, ellers var det noget nær spild af tid.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA