Mika: Life In Cartoon Motion

Mika
Life In Cartoon Motion

Mika: Life In Cartoon Motion

GAFFA

CD / Universal Music
Udgivelse D. 05.03.2007
Anmeldt af
Signe Bønsvig Wehding

Han er kun i starten af 20'erne. Født i Beirut, klassisk skolet i London, i stand til at blande pop, opera og funk og i besiddelse af en stemme, der spænder over fire oktaver. Mikas debutalbum overrasker fra det sætter i gang. Life In Cartoon Motion er en perfekt titel på et album, hvor karaktererne, følelserne og dramaet vælter ud af højttalerne fra start til slut. Indimellem minder Mika om Robbie Williams, om Freddie Mercury, om Frankie Goes To Hollywood, om Elton John i Disney-humør – og lidt oftere om Scissor Sisters. Men der er ingenlunde tale om en kopist – og heller ikke et rodehoved.
Kompositionerne er inspirerede og variationen imponerende. Mika har styr på falsetten og de teatralske overtoner, og hans tekster er underholdende fortællinger, gennemtænkte, og mange af dem er ret sjove. Der er kun enkelte numre som My Interpretation og Any Other World, som ikke har helt samme spændstighed som resten af pladen. Den første single, Grace Kelly, har både den fine opbygning, det dramatiske handlingsforløb og de latterfremkaldende detaljer. Så kan man lide den, kan man roligt kaste sig over albummet. Mika har selv skrevet det hele, co-produceret og lavet artwork. Det er sgu godt gået.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA