x
Gruff Rhys: Candylion

Gruff Rhys
Candylion

Gruff Rhys: Candylion

GAFFA

Album / Rough Trade Records
Udgivelse D. 26.02.2007
Anmeldt af
Pelle Sonne Lohmann

Mens vi venter på endnu et album fra walisiske Super Furry Animals, er bandets frontfigur, Gruff Rhys, nu klar med sit andet soloalbum, der modsat det første udspil mestendels er på engelsk. Der er både noget tilbageskuende og progressivt over nærværende plade, der holdes oppe af en varmt pulserende kontrabas, behageligt smygende vokaler og fornemt fingerspil på den akustiske guitar. Strøet gavmildt ud over kompositionerne finder man stribevis af pudseløjerlige lyde fremtryllet af fløjter, klokker og en righoldig percussion-del. Bedst er de hastigt spillede og heftigt rislende numre som Lonesome Words, Cycle Of Violence og Ffrwydriad Yn Y Ffurfafen (walisisk!), der ligesom flere andre numre oser af psykedelika med deres skingre strygere og udsyrede vokaler. Omvendt hører de lidt sløvere og mere sfæriske numre til i den trægt døsende ende af skalaen, ligesom et par numre fortaber sig i slidte folkrock-klichéer. Overordnet har Gruff Rhys dog bestemt begået et lækkert og smittende album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA