Speaker Bite Me: Action Painting

Speaker Bite Me
Action Painting

Speaker Bite Me: Action Painting

GAFFA

CD / Morningside Records
Udgivelse D. 19.03.2007
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Det anarkistiske versus det kommercielt komfortable. På en jysk festival i 2006 spillede det genopståede danske rockensemble Speaker Bite Me for 30 mennesker, samtidig med at de komplet udvandede dinosaurer D-A-D spillede for 7000 publikummer. Til førstnævnte blev man mindet om, hvor nysgerrig og grænsesøgende rockmusikken stadig kan være. Tilbage i original besætning slår Speaker Bite Me med Action Painting, deres første udspil siden 2001 fast, hvor fantastisk et band de stadig er. Udspillet er udsøgt alsidig og en stærk kandidat til årets mest spændende danske album. Som altid jagter bandet det foranderlige, og alle gængse grænser nedbrydes med en sand fryd. Fistful Of Air flimrer af sted med pulserende bas og drone-agtige keyboardtoner, mens den flakkende Crazy Horse lyder som et skingert mareridt. Belle de Boskoop er skævvreden funk og kløgtigt skåret over Princes Boys & Girls. Som altid er den fantastiske vokalist/guitarist Signe Høirup-Wille Jørgensen det centrale midtpunkt, når hun sfærisk træder til som drømmeforfører på Bongo Bizzare og på en og samme tid styrer lige mod underlivet med den erotiske brusende Teach Me Tiger. At Speaker Bite Me tilmed forstår at gøre den gamle antikrigs-klassiker Where Have All The Flowers Gone til en dansabel protestsang, er en lille genistreg i sig selv. Action Painting er kompromisløs og grænseoverskridende artrock leveret af et band, der eksisterer på egne præmisser. Her er ingen slinger i valsen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA