Lis Er Stille: Apathobvious

Lis Er Stille
Apathobvious

Lis Er Stille: Apathobvious

GAFFA

CD / Brutal But Sentimental Records
Udgivelse D. 10.04.2007
Anmeldt af
Jeppe Krogsgaard Christensen

Da Lis Er Stille debuterede, var det med et udtryk, der vekslede mellem rumlende postrock og poetisk musiceren. Der var bestemt lovende takter at spore i de fire kompositioner på The Construction Of The Amptrain, men de langstrakte forløb kunne dog ikke sige sig fri fra en vis tomgang. Nu er de ambitiøse århusianere så tilbage med Apathobvious, der lig forgængeren er rundet af episk dramatik, men på en langt mere overbevisende facon. Det mest flatterende eksempel på bandets udvikling er Lorelei, hvor piano og cello digter såvel tyst som lyrisk, for på de helt rigtige tidspunkter at blive udfordret af tunge trommer og rustne guitarer. Hårdt mod blødt, mørke mod lys, virkelighed mod drøm. Ja, i sandhed billeddannende sager, ligesom resten af udspillet, der i de tammere passager løftes af Martin Byrialsens vokaler, som pendulerer fornemt mellem det intro- og ekstroverte. Og man kunne samlet sige, at hvor Lis Er Stille altid har tænkt STORT, så er de nu også i stand til at spille derefter. I sandhed en fornøjelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA