x
Salem: Musikcaféen, København

Salem, Musikcaféen, København

Salem: Musikcaféen, København

Anmeldt af Peter Grønlund | GAFFA

De sortklædte croonere fra Salem tog forskud på udgivelsen af deres best of-/opsamlings-cd (plus nye bonustracks) "The Rest Of The West", der officielt udkommer den 16. april, med en intens og stemningsmættet koncert lørdag aften på Musikcafeen i København.

Duoen, der består af Kasper No Behrens og sanger Mikkel Risbjerg, var i aftenens anledning blevet til et stort 7-mands ensemble. Blandt gæstemusikerne var manden med koncertsalens lækreste støvler, foret med leopardskin, var de, guitarist og Joe Meek-aktuelle Johnny Stage (holder den mand aldrig fri?).

Sammen fortolkede de mange musikere på den tætpakkede scene et tekstunivers, der trækker på samme fornemme referencer som eksempelvis det, Nick Cave og Tom Waits gør brug af – der var drabelige moraler fra Det Gamle Testamente, mord, jalousi, sex og hævn, men også humor og håb, og dén pakke af store følelser blev leveret overbevisende og troværdigt i en musikalsk eksplosion af tango, mexicanasound, storslået rock og gammel dansk visetradition, og apropos viser, så var Salem i øvrigt, med den dansksprogede plade "Nord1", nomineret til en statuette for Årets Bedste Vise-album ved DMA 07.

Forsanger og karismatiske dommedagscrooner Mikkel Risbjerg var intens, så det var en fornøjelse, men han havde fortjent at få volumeknappen skruet mere op, så hans intensitet havde kunne suge publikum (endnu mere) med ind i himlen eller helvedet, eller hvor det nu var han var. Bevares, på nær de få rå, der hang i baren, så var det en sid-ned-koncert, og lyden er pr. definition lavere til den slags koncerter, men når man tydeligt kan høre, at en eller anden, ved et helt andet bord, får en sms-besked, så er lyden for lav. Get it, lydmand? Men så er der heller ikke mere at brokke sig over, lige på nær de fucking irriterende stolper, der stod midt i det hele og spærrede udsynet til scenen.

Sættet koncerten bestod af var hovedsagligt fra "The Rest Of The West"-albummet, og man kan godt begynde at glæde sig til den 16. april, for det der blev præsenteret var godbidderne fra et suverænt bagkatalog. Højdepunkter var der mange af, alligevel vover jeg at påstå at "Havets Sorte Fugle" og "From A Jack To A King", som var de to sidste numre af første sæt, var helt oppe og ringe kunstnerisk og intensitetsmæssigt, og så er det jo også både fantastisk humor og kulsort tragik at høre Risbjerg indlede nummeret "You’re So Young" med at fortælle, at den handler om en ung knægt, der er ved at blive voksen.

Stolt, glad og med sin allerførste erektion strittende i bukserne, tager han S-toget ind mod byen, men desværre bliver han overfaldet og slået ned, og må tage hjem igen – ja, vi kender det jo alle, engang kunne man bare blive konfirmeret, få en pakke cigaretter i gave og så ud og tjene til føden, men nu, i en verden der for længst er gået af lave, er det sgu en kompliceret bitch at blive voksen. Og at livet både er enkelt og kompliceret, og rummer den største tragedie, men også humor og medmenneskelighed, er i og for sig ikke den store opdagelse, for det ved de fleste. Kunsten er få enkeltheden, nuancerne og det komplicerede til at smelte sammen – og det gjorde Salem på Musikcafeen, og det gør de igen, når "The Rest Of The West" udkommer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA