x
Dolores O'Riordan: Are You Listening?

Dolores O'Riordan
Are You Listening?

Dolores O'Riordan: Are You Listening?

GAFFA

Album / Sanctuary Records
Udgivelse D. 08.05.2007
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Det er stadig en eftersmag af bitre bær over Dolores O'Riordans harske irske vokal. Den tidligere sanger fra The Cranberries tager hul på solokarrieren med det retoriske spørgsmål Are You Listening? Hendes gamle orkester havde nemlig gevaldigt svært ved at få publikum i tale efter en kort storhedsperiode i 90'erne med megahittet Zombie.
På solodebuten er der naturligvis en mere personlig tone over sangene, der gerne antager de mørke nuancer. Men den helt store forskel fra The Cranberries fortaber sig hurtigt, fordi Dolores O'Riordan sværger til den tunge og slæbende guitarlyd, der pakker en række ganske udmærkede popsange ind. Hun forsøger at give melodierne ekstra bid med kantede guitarer. Det hele bliver en anelse oppustet og lyder lidt som en musikalsk supertanker, der ufortrødent pløjer gennem bølgerne. Dolores O´Riordan selv synger kraftfuldt og med stor indlevelse, og Are You Listening? lyder bestemt effektfuldt, når det hele eksploderer som i den mere løsslupne October, eller når hun bliver blid på den smukke Accept Things.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA