x
Elephant Man: The Rock, København

Elephant Man, The Rock, København

Elephant Man: The Rock, København

Anmeldt af Keith Thomas Lohse | GAFFA

Vejret kunne næsten ikke være bedre til en reggae/dancehall-koncert, end det var mandag aften, – København lå og gispede under en næsten tropisk aftenhimmel, og selv de vrede demonstranter uden for The Rock så ud til at have fået lidt sol. Anyway, fuck vejret: det skal jo også handle om musik, og det kom det gudskelov også til, for efter nogle inspirerede (og befriende hurtige) numre af opvarmeren Kid Corrupt, blev det så tid den Den Store Diller hamselv.

Punani-tsunami
Og Elephant Man ER et studie: mest af alt ligner han et skørt bastard-barn mellem Wesley Snipes og skandale-NBA'eren Dennis Rodman – og så en frådende psykotisk kanindukke (med stor gul paryk), der har fået skiftet batterierne ud med ren kokain. Sådan cirka. Hans ”sangteknik” matcher hans flamboyante udseende, så det er ikke på grund af de udsøgte og raffinerede fraseringer, man går til én af hans koncerter. Til gengæld besidder han AL den energi, de ovennævnte kan forventes at bruge på et helt år – tilsammen. Og den energi forvaltede han, efter din anmelders mest subjektive skøn, helt fantastisk – imens han de næste små to timer uafbrudt hamrede sin hæse stemme ned over os frydefulde partypeople foran scenen. Så der var fart på, fuld fart. Selv væggene svedte, og dansegulvet var ét stort brunlødet dansuenza-dyr – med en vidunderlig overvægt af smukke piger og kvinder.

Når kaos betaler sig
Det var hæsblæsende, rodet, humoristisk – det var næsten så kaotisk og ”utjekket”, som det overhovedet kunne være – og alligevel var der ikke én underbuks tør, for imens numrene måske nok gled ind i hinanden – og tilbage igen – så voksede stemningen bare tilsvarende – fulgt godt på vej af den 32-årige Energi-guds evindelige ”are you tired YET?”. Og det var vi naturligvis ikke, vi kunne slet ikke få nok af hans hæse råb. Til gengæld havde vi én af de der helt specielle kollektive oplevelser, man aldrig nogensinde kan få i en HT-bus: vi havde det FEDT, vi NØD det, vi blev ”båret på baggårds-poesiens beskidte vinger” hele vejen til slut, ført til dørs af orkestrets lækre fortolkning af et klassisk surf-nummer (som man ville have genkendt, hvis det ikke havde været for den sære bedøvende røg i luften).


Hvorfor er de folk så sure?
Det er efterhånden blevet fast kutyme, at Skyjuice-arrangementer på The Rock SKAL akkompagneres af indignerede unge menneskers umelodiøse hujen og buhen – fordi crewets kunstnere desværre alt ofte har gjort sig (åndssvagt) bemærket ved at rakke homoseksuelle ned, og true dem, både på plade og fra scenekanten.

Mandagens koncert var da heller ingen undtagelse fra den regel. Imidlertid var der NOGET mere grund til det denne gang, end der var sidst, da balladen gik ud over Buju Banton, for Elephant Man ER en slemt brovtende ballademager (han er dog mildnet med årene) – han døjer stadig med udtalelser (og sangtitler), der går helt tilbage til hans tid i Scare Dem Crew. Imidlertid har hans pladeselskab nu totalt forbudt ham at tale offentligt om sit syn på homoseksuelle, ligesom han selv har indgået forlig med en britisk bøsserettighedsgruppe.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA