x
Zaki: Spot 2007, VoxHall, Århus

Zaki, Spot 2007, VoxHall, Århus

Zaki: Spot 2007, VoxHall, Århus

Anmeldt af Frederik Denning | GAFFA

40 minutter i syden. Sådan kan Zakis koncert på VoxHall bedst beskrives. Få mennesker var mødt op for at høre den dansk/ægyptiske rapper levere et show, baseret på sange fra hans kommende album (forventes udgivet i august) – de, der kom, fik en stor oplevelse.

På trods af de få opmødte mennesker leverede Zaki et show, der sjældent ses indenfor hiphop. I en blanding af reggae, dancehall og hurtig rap lyste Zaki op som en modpol til den ellers temmeligt golde danske hiphop-scene. Med opbakning fra DJ Shag og The Possible Sideeffects leverede Zaki et show, der var svært at stå stille til. Af samme grund skulle man ikke halvvejs gennem koncerten, før alle blandt publikum enten swingede, dansede eller røg joints og glemte deres problemer for en stund.

Zaki fik et par gange sagt, at ”Bling bling er ingenting”, og jeg skal love for, at han i sin afslappede polo fik sat tryk bag disse ord. Rappere som L.O.C. og Niarn virker pludselig tunge i røven, når Zaki leverer et fuldstændigt fejlfrit flow, backet op af et ekstremt dygtigt hold musikere.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg undervejs følte at have hørt numrene før. At jeg mange gange kunne tænke ”hvem er det nu det er”. Men Zaki var ingen andre end sig selv, og han gav fanden i attitude og bling bling. Der var ikke en pause i sættet, som Zaki ikke benyttede til at være selvironisk, hvilket kun kan give flere plusser, når man er en del af dansk hiphop.

Udover at have et utrolig tight flow kunne Zaki også synge og spille på guitar. Det beviste han i nummeret ”Stand By Me”, der blev leveret i bedste lejrbålsstemning, indtil The Possible Sideeffects og DJ Shag besluttede sig for at sparke nummeret op i uptempo-reggae. Variationen kom på et tidspunkt, hvor man trods alt savnede fornyelse – dette kom og sidste halvdel af koncerten blev, om muligt, leveret i en endnu mere dansevenlig stil.

Zaki bød sammen med resten af sit crew på en fantastisk koncert med en utrolig energi. Det skal han have props for i en tid, hvor dansk rap ofte læner sig tilbage og tror, at det er nok at være gangster på et tungt beat. Det er i hvert fald længe siden, undertegnede har fået kuldegysninger til en rap-koncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA