x
No Age: Weirdo Rippers

No Age
Weirdo Rippers

No Age: Weirdo Rippers

GAFFA

Album / FatCat Records
Udgivelse D. 11.06.2007
Anmeldt af
Pelle Sonne Lohmann

Amerikanske No Age debuterer med en skive, der balancerer et ubestemmeligt sted mellem svævende støjrock og pågående punkrock af den henholdsvis spacede og udsyrede slags. Rastløst bevæger gruppen sig mellem voldsomt dynamiske energiudladninger, uforudsigelige eksplosioner, kaotisk kakofoniske klangflader og sågar ligefremt iørefaldende melodier. No Age nærer åbenlyst en svaghed for sammensatte numre, hvor det første minuts tid udfyldes af sfæriske toner, der så siden tager form og afløses af mere konventionel sangskrivning. Formlen irriterer en smule i længden, men det skyldes ikke mindst, at bandet står langt stærkere i de knap så eksperimenterende kompositioner. Allerfinest er den vidunderlige Neck Escaper med dens overlegent smukke afslutning, men også den skiftevis udflydende og medrivende My Life’s Alright Without You samt den heftigt riffbaserede Everybody’s Down hører til de absolut mere prominente sager. De mere drømmende passager distancerer mere, end de drager, men er heldigvis i undertal på en nydelig bedrift af en plade.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA