x
Lambchop: VoxHall, Århus

Lambchop, VoxHall, Århus

Lambchop: VoxHall, Århus

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

Da Kurt Wagner og hans fem musikalske følgesvende går på scenen, er det fra start med et stort smil. Historier om regn og mudder på en festival, der i aften synes særdeles langt fra det solbeskinnede Århus, har tydeligvis cirkuleret blandt medlemmerne. ”It’s not rainy, and it’s not muddy,” indleder Wagner, hvorefter han helt oprigtigt fortæller hvor rart, det er at se publikum. ”I’m really impressed,” tilføjer han, inden han for alvor har erfaret, hvor dedikeret et publikum, der står foran ham.

”Your Life As A Sequel” fra albummet ”How I Quit Smoking” åbner koncerten og følges op af ”Autumn’s Vicar” og ”The Daily Growl”, begge fra ”Is A Woman”. Der er ikke megen snak til at begynde med. Til gengæld er der en ualmindeligt imponerende vellyd, som VoxHall bør være særdeles stolt af. Det er en fryd at lytte til de velkomponerede numre, der med subtil orkestrering elegant glider ud af højttalerne og ind i publikums ører. Under numrene er de fleste blandt tilhørerne andægtigt stille, men det hører op ligeså snart et nummer slutter, hvor jublen kommer prompte og særdeles velfortjent.

De forskellige bandmedlemmer bliver løbende introduceret, og man får fornemmelsen af, at Lambchop ikke blot er en tilfældigt sammensat samling af musikere, men en gruppe af mennesker, der kender hinanden godt og også har det sjovt sammen. Der går ikke længe, før den ellers ganske indadvendte musik akkompagneres af udadvendt inddragelse af publikum.

Underholdende navneleg
Der er en af Wagners venner blandt publikum, der har et syv uger gammelt barn, som stadig ikke har noget navn. Det kan jo ikke være rigtigt, så Wagner beder publikum om en hjælp til at finde på et navn. ”Kurt!” er der en, der råber, men ”that’s probably not acceptable”, som Wagner konstaterer med et smil. ”Ib!” råbes der igen og igen, men bandet genkender ikke det særprægede, danske navn. ”Yip? Is that a name?”, spørger Wagner sit orkester, inden han til stor morskab tilføjer: ”We’ll take a poll later. So far we have Yip.”

Musikken fortsætter derudad, og sætlisten er ikke just overfyldt med sange fra bandets seneste album, ”Damaged”. Faktisk bliver det kun til tre numre – ”I Would Have Waited All Day”, ”Fear” og ”Prepared”. Resten af numrene er fordelt udover bandets bagkatalog, hvor topscoreren bliver ”Is A Woman”, hvorfra fire numre bliver spillet.

Et højdepunkt er utvivlsomt ”The Man Who Loved Beer” fra ”How I Quit Smoking”, der på trods af at have en titel, der lyder som en halvtosset drikkesang, er et sandt lille mesterværk. Koncerten fortsætter derudad, og det hele kører så meget på skinner, at tiden begynder at gå en smule for hurtigt for Wagner, der konstaterer, at det end ikke er mørkt udenfor. Han nyder tydeligvis koncerten i fulde drag, så han stopper med at spille for en stund, mens han tager sig en smøg.

Navneforslag bliver ved med at blive råbt, og et par indforståede vitser bliver det da også til, da nogen foreslår ”Nixon”, der som bekendt er titlen Lambchops album fra 2000. ”Aw, c’mon!” bliver der også råbt, hvilket naturligvis får Wagner til at svare med ”No, you c’mon!” – hvormed nok en albumtitel blev citeret. Hvis man valgte at se sig sur på navnelegen, kunne man nemt skælde Lambchop ud for at sludre for meget og spille for lidt. Men selvom det måske lyder lidt nemt for bandet blot at bede publikum om at skråle sjove navne, så fungerer det alle tiders og skaber et nærvær mellem band og publikum, som man sjældent oplever. Da én foreslår det pt. ikke så populære navn Rudy, er der masser af latter – ikke mindst fordi Wagner, der næppe er bekendt med en vis hr. Frederiksen, roser forslaget, der umiddelbart kunne lyde mere seriøst end så mange andre.

Tendens til ensformighed
Det er svært at finde et kritikpunkt ved koncerten, der både musikalsk, underholdnings- og lydmæssigt er helt i top. Dog er der ikke desto mindre en tendens til ensformighed, som man vænner sig lidt for meget til, da stort set alle koncertens numre går i det samme særdeles rolige tempo. Man begynder at savne lidt variation, og da den indtræffer i form af første ekstranummer, ”Give It”, så kan man for alvor mærke et sus. Tempoet er røget i vejret, og der gestikuleres på indlevende vis fra Wagners side, og publikum reagerer med tilsvarende entusiasme.

Andet ekstranummer er en udgave af Leonard Cohens ”Chelsea Hotel #2”, der denne gang lyder fuldt ud sublim. Det er næsten chokerende, hvor ualmindelig smukt nummeret lød med Wagner på vokal med opbakning fra det i dén grad velspillende band. ”This has been a real joy,” slutter Wagner, inden bandet forlader scenen efter to voldsomme højdepunkter.

Publikum vil dog have mere, og der bliver ikke spillet musik ud over PA-anlægget, og lyset tændes ikke i salen. Håbet om endnu et nummer fastholdes – og med god grund, for ind på scenen kommer de seks bandmedlemmer nok engang, idet det mødes af massiv jubel fra publikum. Én i bandet har udtrykt ønske om at spille et bestemt nummer, som Wagner advarer om vil tage lidt tid at finde i hans massive sangmappe. Han overlader ordet til pianist Tony Crow, der roser lyd- og lysmændene, som får solide klapsalver, og nok en ros skal lyde herfra. Må især lydmanden lave lyd til alle byens koncerter fremover.

Koncertens finale bliver ”Up With People” fra ”Nixon”, der genoptager det høje tempo fra ”Give It”, og som på fuldt ud fantastisk vis afslutter en bundsolid koncertoplevelse, hvis absolut eneste minus er den monotoni, som for mange af de enkeltvist fremragende numre har tendens til at skabe, når de placeres side om side.

Lambchop-eventyret fortsatte dog for undertegnede, der fik et eksklusivt og spontant interview med Kurt Wagner efter koncerten. Læs det her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA