Inez: Bed & Breakfast

Inez
Bed & Breakfast

Inez: Bed & Breakfast

GAFFA

CD / Border Breakers
Udgivelse D. 18.06.2007
Anmeldt af
Leonora Christina Skov

I begyndelsen gik jeg moderat kold over danske Tina Inez Gavilanes. De råt dunkende Shakira-latindisko-dancerytmer er lige til provinsdiskoteket klokken 01.30, og tekstmaterialet lyder som et langt samleje i ord. Smålummer faux-sex og indholdstom clubstemning, afgjorde jeg, men så skulle jeg til fest og smed albummet på, og straks gav særligt albummets første halvdel bedre mening. Inez diverterer her med 2005-dancehittet Stronger, de sært vanedannede spansk/engelske latinotracks Mi Aire og El Ritmo De Mi Corazón og sex, der driver ned ad væggene på Rattlesnake og On the Spot (”you’re hard as a rock boy / I know what you got / Now get up and do me / until I drop”). Hvorfor albummet hedder Bed And Breakfast vides ej. Man når næppe nogen af delene, så længe man lytter. Man når næppe heller igennem albummets sidste otte skæringer, der bliver mere og mere tyndbenede og europoppede. Bundskraberprisen går til Walk Away Tonight, hvis dodo do do-omkvæd er ren Cranberries på kopimåden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA