Metallica: med Mnemic og Volbeat, Vestereng, Århus

Metallica, med Mnemic og Volbeat, Vestereng, Århus

Metallica: med Mnemic og Volbeat, Vestereng, Århus

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

Stemningen er intens denne noget nær perfekte, milde sommeraften på Vestereng i Århus. Der er få minutter, til Metallica går på scenen, og selv de ellers så enerverende trommeslag under lydprøven forårsager jubel blandt de over 50.000 tilstedeværende fans. Der er lagt i ovnen til en rockoplevelse af de større, og der er grund til at ønske, at alting kommer til at fungere, som det skal, så smilets by fremover kan danne rammen for koncerter i denne størrelsesorden.

Over lydanlægget har der kørt Rage Against The Machine, Guns N’ Roses og Pantera, som alle burde være bands, der kunne sætte skub i et djælvehornskastende publikum som dette. Men der er skruet alt for meget ned, så det er først, da AC/DC's ”It’s A Long Way To The Top (If You Wanna Rock N’ Roll)” bliver smidt på ved anstændig lydstyrke, at jubelen lyder.

Det kan godt være, der er langt til toppen, men Metallica har været der i et par årtier efterhånden, og da den højtidelige intromusik afløser AC/DC, mens billeder fra en gammel westernfilm glider hen over storskærmen, er der ingen tvivl om, at de stadigvæk er helt deroppe, hvor kun de færreste bands nogensinde kommer.

Modtagelsen, som bandet får, idet de går på scenen, er særdeles fornem, og når der lægges ud med ”Creeping Death”, er stilen lagt, og det passer publikum glimrende. Det var forventeligt, at ”Nothing Else Matters” på et tidspunkt ville medføre ivrig fællessang, men at høre tusindvis af fans skråle med på dette 23 år gamle metalmesterværk sætter tingene i perspektiv – både i forhold til hvilket publikum, bandet spiller for, og i forhold til hvor velvalgt en åbning, der er tale om.

”Metalica is here!”, annoncerer James Hetfield, hvis nogen ikke skulle have lagt mærke til det. Bandet fortsætter med ”For Whom The Bell Tolls”, der lyder lige så skarp og velklingende som altid. Heavyfesten er i gang, bandet er veloplagt, lyden er alle tiders, og alting lægger op til, at der venter publikum et par fantastiske timer i selskab med legenderne.

Lyden forsvinder
Men ak. Puf – pludselig forsvinder lyden. Bandet spiller videre, og især Kirk Hammett ser ud til, at han ikke har opdaget noget. Publikum overtager vokalerne fuldstændigt og klarer det egentlig fint, men overbærenheden forvandler sig til buhen og en undren over, at problemet ikke bliver synligt imødekommet. Bandet forlader scenen, og en halvlang pause er i vente, hvor man må forvente, at et par lydmænd eller tre er tvunget op på et særdeles usundt stressniveau.

Stemningen bliver lidt mærkelig uden nogen til at fortælle publikum, at de kan være helt rolige, og at bandet nok skal vende tilbage inden længe. Nogen råber efter bandet, mens andre synger nationalsangen. Der går mere og mere tid, og pludselig kan man blive nervøs for, at der for alvor er noget så galt, at bandet ikke kommer igen det første lange stykke tid.

Men så lyder den velkendte intro til ”Wherever I May Roam”, og publikum kan ånde lettet op – for derefter nok engang at rette pege- og lillefinger mod scenen i ivrig begejstring. Nummeret slutter, og James forklarer på vittig vis, at Lars Ulrichs makeup løb, så de var nødt til lige at tage en pause – ”he has to look good for his people!”. Bandet er tilgivet med det vuns, og der fortsættes med ”Disposable Heroes”, ”Welcome Home (Sanitarium)” og titelnummeret fra ”…And Justice For All”.

Der er bestemt tale om en hitparade, der lefler for de gamle fans, og det overrasker positivt. Man kunne have ønsket sig et smuglyt til de numre, som bandet er i gang med at indspille til deres næste album, og det forekommer heller ikke helt ved siden af, at forvente ”Frantic” fra ”St. Anger” eller titelnummeret fra samme album. Men sådan leger Metallica åbenbart ikke, og de er fast besluttede på at give en af den slags koncerter, som man sjældent har mulighed for, når man turnerer for at promovere sit seneste album. Det er et fint koncept og ét, som man kunne ønske sig, at andre ville lade sig inspirere af. Det fungerer dog sikkert bedst, når ens fans er så dedikerede, at de sågar synger med på guitarsoloerne, som det er tilfældet flere gange ved aftenens koncert – ikke mindst ved ”…And Justice For All”.

Ingen numre fra det nye årtusinde
Da bandet så kaster sig ud i ”The Memory Remains”, føles det som et relativt nyt nummer, men det har trods alt allerede 10 år på bagen. Det rykker dog skønt og bliver et lille, overraskende højdepunkt. Marianne Faithfull er desværre ikke på scenen, så publikum må synge hendes vokaler, hvilket de ivrigt gør – længe efter nummeret egentlig er slut. Det følges op af det, der vil vise sig at være koncertens nyeste nummer, ”No Leaf Clover”, der blev udgivet på ”S&M” – i 1999.

En ikke så hidsig omgang følger – først i form af en bassolo fra Robert Trujillo, og derefter instrumentalnummeret ”Orion”, som er skrevet af bandets afdøde bassist, Cliff Burton. En fin nok hyldest, men også lidt kedsommeligt. Ikke mindst når der følges op med perlerne ”Fade To Black” og ”Master Of Puppets”, hvor sidstnævnte står for aftenens syng-med-højdepunkt. ”Obey your master!”, lyder det inciterende fra James Hetfield, og 50.000 mennesker adlyder velvilligt og brøler ordene tilbage i hovedet på ham.

Efter en hårdttæskende udgave af ”Battery” takker bandet publikum og forlader scenen, for hurtigt at vende tilbage til de obligatoriske ekstranumre. Rækkefølgen kan man være i tvivl om, men der er en håndfuld klassikere, der i dén grad mangler at blive spillet. Og ganske rigtigt – ”Sad But True” dundrer derudad, for derefter at blive fulgt op af ”Nothing Else Matters”, der her skaber lige så klædelig og behagelig variation, som på det 16 år gamle album, nummeret stammer fra.

Et øresønderrivende lydinferno følger, og alle dedikerede fans ved, hvad det betyder. Lydsporet består af et større våbenarsenal, og det krydres med enormt høje brag fra massevis af krudt, der er placeret rundt omkring på scenen. Der er sågar fyrværkeri, der flyver op bag scenen, og publikum lader sig entusiastisk imponere – ikke mindst fordi nummeret ”One” følger lige efter og tager alle med storm. Et noget nær perfekt nummer, som opsummerer Metallicas alsidige kvaliteter til fulde: Energien er voldsom og universet er dystert – men samtidig er det også smukt og melodisk, og det er denne kombination, der på glimrende og ganske intellektuel vis løfter Metallica ud af det halvbøvede dyb, som så mange af deres efterkommere insisterer på at befinde sig i.

Stadig relevante
”Enter Sandman” afslutter som forventet ekstranumrene, og da der er gået på den gode side af to timer, ville det ikke være i skoven, hvis koncerten vitterligt var slut nu. Men James Hetfield fornemmer åbenbart, at folk er friske på lidt mere, så han spørger kækt ”What are you still doing here? Do you want some more?”, inden bandet kaster sig ud i ”Whiplash”. Nummeret slutter, og han kan veltilfreds se ud på publikum, der stadig ønsker mere.

”You know we’re not done”, meddeler han helt korrekt og dedikerer med god grund aftenens allersidste nummer til de tro fans, der bliver ved med at dukke op til bandets koncerter. ”Seek & Destroy” slutter ballet, og efter så mange numre, virker det som flere dage siden, at der var de dér småproblemer med lyden under ”For Whom The Bell Tolls”. De er glemt – næsten i hvert fald – og koncerten vil blive husket for en smittende spilleglæde, der slår fast med syvtommersøm af det fineste ædelmetal, at Metallica stadig er relevante. Hvis så bare det album, som Lars Ulrich i sin afslutningstale annoncerer vil udkomme til næste år, kan måle sig med de klassiske albums, som repertoiret lånte fra i aften.

Lars påpeger også stolt, at Metallica har spillet på dansk grund i 23 år, men aldrig for så mange mennesker. Det giver koncerten et historisk perspektiv og noget at efterleve og overgå for både Metallica og deres kolleger.

Opvarmning: Mnemic og Volbeat
Når man nu har sådan et hyr med at stille en koncert an for 50.000 mennesker, kan man ligeså godt gøre det til en lille endagsfestival. Således var der også plads til de to danske bands, Mnemic og Volbeat.

Førstnævnte leverede et sæt, hvis største kvalitet var, at det blev holdt på en halv times varighed. Ikke at der er tale om et dårligt band som sådan. Tværtimod mestrer Mnemic genren ganske udmærket – desværre bare så godt, at der går klichérundtur i den, så det gør en ting. Der er fundet frem til dén ene dødssyge distortionlyd, der gør, at guitarerne lyder som i hvilket som helst andet metalband. De dobbelte stortrommer ruller derudad, så man skulle tro, at trommeslageren fik en præmie for at tælle til 32, hvor andre tæller til 4. Headbangingen er synkron, og attituderne er bragende forudsigelige. Hvis så bare musikken hægtede sig det mindste fast, men det gør den langt fra. Bandet får dog lidt gang i publikum, men næppe mere end ”Det’ Hammer Hammerfedt” vil gøre, når Jacob Haugaard fremfører den samme sted til Grøn Koncert den 21. juli. (2 stjerner)

Bedre stod det til for Volbeat, der dog umiddelbart lød til at fortsætte lidt for meget, hvor Mnemic slap. Det blev til en enkelt omgang eller to i klichékarrusellen, men så lod Volbeat heldigvis publikum stå af, for så at bryde rammerne en smule. ”Sad Man’s Tongue”, der er en Johnny Cash-hyldest sang og baseret på dennes ”Folsom Prison Blues” bibringer opløftende variation, ikke mindst med den akustiske guitar-intro, der på simpel men effektiv vis forfører det for længst metalliserede publikum. ”Soul Weeper” er endnu et højdepunkt, mens en coverudgave af Dusty Springfields ”I Only Want To Be With You” er en crowdpleaser, der serveres lige til rette tid. Finalen er ”The Garden’s Tale” med Johan Olsen fra Magtens Korridorer på gæstevokal, og det beviser, at Volbeat forstod at udnytte muligheden for at lave lidt ekstra show – nu der alligevel var 50.000 mennesker, der skulle høre på dem. (4 stjerner)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA