x
Clap Your Hands Say Yeah: Vodafone Fib Club, Benicàssim

Clap Your Hands Say Yeah, Vodafone Fib Club, Benicàssim

Clap Your Hands Say Yeah: Vodafone Fib Club, Benicàssim

Anmeldt af John Fogde | GAFFA

De fem amerikanere i Clap Your Hands lagde ud med åbningsnummeret fra deres fremragende debutalbum efter at have bakset med en impromptu lydprøve, der havde skabt en vis forsinkelse. En sjælden kommentar fulgte, hvor frontmanden Alec Ounsworth refererede til bandet som ”The ragtags from Alaska”, og derefter fortsatte de med sangen ”Heavy Metal”.

Den korte lydprøve hjalp dog langtfra nok, og vi skulle frem til ”Satan Said Dance”, før der var kommet styr nok på sagerne til, at gruppens spraglede Talking Heads-agtige indie lød, som den skulle. Det fik intensiteten i det tætpakkede telt til at stige, og der blev i den grad danset på herskeren af underverdenens befaling.

Selvom bandets andet album er ganske glimrende, var det dog materialet fra mesterværket fra 2005, der fik teltet til at vælte. CYHSY spillede ”Is This Love?”, “Over And Over Again (Lost & Found)” og “The Skin Of My Yellow Country Teeth” i streg og rykkede folk ind i en nærmest kollektiv ekstase, hvilket passede fint nok, da Ounsworth faktisk synger, som om han har fået ordene fra en, der taler i tunger.

Imponerende nok kunne bandet holde tempoet fuldstændigt uanstrengt, og det faktum, at bandets medlemmer knap nok kiggede ud over scenekanten, syntes ikke at genere nogen. Afslutningsvis fik vi både ”In This Home On Ice” og ”Upon This Tidal Wave Of Young Blood”, hvor det indledende keyboardtema hurtigt blev overtaget af det syngende publikum.

Det var påfaldende så lidt, bandet gjorde for at få gang i folk, og Ounsworth brugte en del tid med ryggen mod publikum og blikket på enten egen guitar eller trommeslageren. Alligevel var to tredjedele af koncerten et studie i, hvor entusiastisk et publikum kan blive, når bare sangene er gode nok, og havde indledning blot været marginalt bedre, ville det have været en perfekt koncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA